Speciallæge søges til stillingen som hovedkursusleder for de specialespecifikke kurser i hoveduddannelsen i Gynækologi/Obstetrik
DSOG søger en ny hovedkursusleder, der vil være med til at udvikle de specialespecifikke kurser (U-kurserne).
Organisation/Formalia: Hovedkursuslederen har ansvaret for den overordnede planlægning af de specialespecifikke kurser og for at sikre kvaliteten af kurserne i henhold til de krav, der opstilles for kursusrækken i målbeskrivelsen. Hovedkursuslederen udpeges af Uddannelsesudvalget og indstilles via DSOG til Sundhedsstyrelsen (SST). Hovedkursuslederen er formelt ansat af SST og fungerer som kontaktperson for denne i spørgsmål vedrørende kursernes form, indhold, økonomi mm jf. Sundhedsstyrelsens vejledning, der kan ses her:
https://www.sst.dk/-/media/Fagperson/Uddannelse/Specialtandlaegeuddannelsen/Kurser/De-specialespecifikke-kurser-haandbog-for-hoved-og-delkursusledere.ashx
Hovedkursuslederen er associeret medlem af Uddannelsesudvalget og refererer herigennem til DSOG´s bestyrelse jf. Kommissorium for Uddannelsesudvalget.
Kvalifikationer: Du er speciallæge, ansat i Danmark og har interesse for og kendskab til den danske speciallægeuddannelse. Du har erfaring med uddannelse samt interesse i medicinsk pædagogik og f.eks. erfaring som underviser, lektor eller kursusleder. Du har organisatorisk sans og overblik. Du trives med at kommunikere og er i stand til at give konstruktiv feedback. Du er fagligt anerkendt, har et godt netværk og ser det som en vigtig opgave at løfte fagligheden for de kommende speciallæger.
Hovedkursuslederens opgaver og ansvar:
· Overordnet planlægning af kursusrækken for de specialespecifikke kurser i Gynækologi og Obstetrik,
· Evaluering og eventuel justering af det enkelte kursus’ faglige/pædagogiske indhold inkl. feedback til delkursuslederen.
· Hovedkursuslederen har i samarbejde med delkursuslederne ansvar for den årlige budgetansøgning til SST, afstemning af regnskab for de enkelte kurser og dermed overholdelse af det samlede kursusbudget.
· Hovedkursuslederen har desuden ansvar for den overordnede kursusstyring, herunder kontakt til nye hoveduddannelseslæger, information til delkursusledere om kursusdeltagere og løbende dialog med kursister og delkursusledere.
· Den konkrete afvikling og evaluering af det enkelte kursus, inkl. feedback til underviserne, varetages af delkursuslederne.
· Hovedkursuslederen har ansvar for løbende kvalitetsmonitorering af de afholdte kurser.
I forhold til Uddannelsesudvalget har hovedkursuslederen til opgave årligt at afrapportere evalueringen af kurserne herunder diskutere behov for justeringer i de enkelte kurser og kursusrækken. Hovedkursuslederen har til opgave at understøtte udviklingen af den pædagogik, der anvendes på kurserne med det mål at øge læring og udbytte (transfer) bl.a. gennem kurser for delkursusledere, der planlægges i samarbejde med Uddannelsesudvalget. Det forventes, at hovedkursuslederen deltager og engagerer sig i Uddannelsesudvalgets møder.
Rammer og vilkår: For hvert enkelt kursus er der et fast administrationshonorar på 9.000 kr., som dækker aflønning af Hovedkursusleder, herunder sekretærhjælp eller andet, der understøtter afvikling/evaluering af kurserne.
For yderligere information eller spørgsmål kan man kontakte afgående Hovedkursusleder Lars Alling Møller, (hovedkursusleder@ gmail.com) eller tidligere hovedkursusleder Marie Søgaard (mariesoegaard@dadlnet.dk); alternativ formand for Uddannelsesudvalget, Gitte Bro Schmidt (kontaktinformation nedenfor).
Ansøgningsfrist d. 9. december 2025
Motiveret ansøgning inkl. CV opstillet efter de 7 lægeroller stiles til:
Gitte Bro Schmidt, formand for Undervisningsudvalget på
E-mail: uuformand@dsog.dk
