Subspecialiseringsuddannelsen
Subspecialiseringsuddannelsen under Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG)
Subspecialiseringsuddannelsen er for dig, der er relativ nyuddannet speciallæge i gynækologi obstetrik, og ønsker en formel uddannelse og subspecialeanerkendelse indenfor et af subspecialerne. Uddannelsesforløbet er 2-årigt, sammenstykkes individuelt, og indeholder bl.a. en række kurser, deltagelse i konferencer og mødet, samt et eller flere kliniske udvekslingsophold.
Subspecialernes uddannelsesprogrammer
Introduktion
Formålet med et subspecialiseringsforløb i benign gynækologi er at give et betydeligt kompetenceløft indenfor området. “Benign gynækologi” er et vidt begreb. Det dækker over alt “det andet” gynækologi, når man fratrækker urogynækologi, onkogynækologi og reproduktionsmedicin.
Eksempler på fokusområder:
- Minimal invasiv kirurgi
- Blødningsforstyrrelser
- Minihysteroskopi
- Endokrinologi
- Dysplasi
- Benigne tumores
- Endometriose
Vejledning til ansøgning
- Generisk model
- Ansøgningsskema I
- Uddannelsesplan og logbog
- Inspirationskatalog benign gyn subspecialisering
Kontakt subspecialiseringsudvalget
- Peter Secher – petsec@rm.dk
- Eva Dreisler – Eva.Dreisler@regionh.dk
- Vibeke Kramer Lysdal – Vibeke.Kramer.Lysdal@rsyd.dk
- Frank H. Pedersen – fp@dadlnet.dk
- Mathias Gottschalck – mathheid@rm.dk
Siden opdateret februar 2026
Vejledning til ansøgning om subspecialiseringsuddannelse i obstetrik
Definition
Titlen som subspecialist i obstetrik indebærer, at ansøger har opnået speciallægeanerkendelse i gynækologi og obstetrik og i tillæg opnår:
- Uddannelse i teamledelse på fødegangen (Del A)
- Evt. uddannelse i teamtræning og debriefing (Del A)
- Kompetencer i obstetrisk ultralyd (Del A)
- Kompetencer inden for et individuelt fokusområde (Del B)
Del B omfatter individuel uddannelse, som er tilpasset hovedafdelingens behov og speciallægens interesseområde. Del A og B vægtes hver især med 50%.
Formål
Formålet med subspecialistuddannelsen er at sikre og forbedre behandlingen af gravide og fødende både på hospitaler med højt specialiseret funktion og på mindre afdelinger samt at skabe vigtige faglige relationer mellem afdelingerne.
Organisering
Speciallæger, som gennemgår subspecialistuddannelse i obstetrik, vil have forløb, hvor en del af indholdet er individuelt. Uddannelsesbeskrivelsen for den enkelte skal beskrives i ansøgningsskemaet og godkendes inden start. Speciallægen skal være i klinisk ansættelse som obstetriker på fuld tid.
Kurser
Der forventes 15–20 kursusdage svarende til cirka 10 dage årligt. Kurserne er primært tænkt som fremmødekurser, men e-læringskurser kan også indgå.
Alle skal gennemgå følgende kurser/forløb som del af Del A:
- Kursus om teamledelse på fødegangen, f.eks. RCOG: Management of Labour Ward eller tilsvarende kursus.
- Evt. kursus om teamtræning og debriefing, f.eks. CAMES eller MIDTSIM instruktørkursus.
- Obstetrisk ultralyd: fokuseret ophold i føtalmedicinsk regi eller sidemandsoplæring ved speciallæge.
Herudover forventes 5–10 kursusdage inden for det individuelle fokusområde i Del B.
Fokuseret ophold
Der skal indgå fokuseret ophold på anden afdeling i samlet 3 måneder. Der kan også indgå kortere fokuserede ophold på få uger.
Formålet er dygtiggørelse og opnåelse af kompetencer inden for det individuelle fokusområde. Det skal fremgå af den individuelle uddannelsesbeskrivelse, hvilke kompetencer der ønskes opnået under opholdet.
Der forventes dokumentation for accept fra modtagende afdeling samt beskrivelse af afdelingens volumen inden for det relevante område.
Dokumentation for klinisk erfaring
Certificering
Kompetencer inden for obstetrisk ultralyd skal certificeres af føtalmediciner i fostervægtestimering og måling af flow i a. umbilicalis og a. cerebri media, inklusive måling af PSV.
Logbog
For særlige kliniske kompetencer inden for det individuelle fokusområde skal der i en mindre logbog dokumenteres:
- Supervision af 3–5 relevante indgreb eller kliniske procedurer
- Eller beskrivelse af 5–10 relevante cases som dokumentation for erfaring
Dette beskrives i den individuelle uddannelsesplan.
Videnskabelige kompetencer
Speciallægen skal dokumentere erfaring med videnskabelig og evidensbaseret tilgang til det kliniske arbejde.
- Deltagelse i Sandbjerg årsmøde, gerne årligt
- Tovholderfunktion eller med-tovholderfunktion i guidelinearbejde inden for fokusområdet
- Alternativt deltagelse i opdatering af lokale VIP’er, instrukser, journal club eller lignende
- Evt. fordybelse i individuelt fagrelevant emne, som udmønter sig i peer-reviewed artikel
Der forventes plan for vidensdeling og formidling i egen afdeling om den opnåede viden inden for subspecialiseringsområdet.
Administrativt arbejde
- Planlægning af undervisningssession, kursus eller temadag inden for fokusområdet.
Merit
Merit vurderes individuelt.
Dokumentation og godkendelse
Skema for uddannelsesplan og logbog indsendes til godkendelse i subspecialiseringsudvalget efter endt uddannelse. Vurdering og godkendelse foretages af godkendt udvalg under DSOG.
Eksempler på fokusområder
- Endokrinologisk syge gravide
- Diabetes
- Medicinsk syge gravide
- Graviditet og psykiske lidelser, misbrug eller sårbare gravide
- Sphinkterkomplikationer
- Præterm fødsel
- Gemelli
- Telemedicin
- Perinatal død
- Akut obstetrik med fokus på peripartum ultralyd
Finansieringsmuligheder
- Regionale uddannelsesmidler, f.eks. Internationaliseringspuljen i Region Midt
- NFOG-fonden til kurser og fokuseret ophold i udlandet
Eksempler på kurser fra tidligere godkendte forløb kan fremsendes ved ønske.
Dokumenter
Urogynækologisk subspecialistuddannelse
Urogynækologien omfatter udredning og behandling af sygdomme vedrørende funktion af bækkenbund, skede, blære, urinrør og endetarm.
Fagområdet omfatter blandt andet:
- Urininkontinens: stress- og urgeinkontinens, neurogen blæredysfunktion, fistler fra urinveje til skede og divertikler på urinrøret.
- Afføringsinkontinens, først og fremmest relateret til fødselsskader på den anale lukkemuskulatur.
- Pelvic Organ Prolapse (POP): nedsynkning/fremfald af bækkenorganer gennem skedevæggen.
- Smerter og irritative tilstande i skeden, blæren og endetarmen.
Lægevidenskabelige Selskabers fagområdebeskrivelse af urogynækologi
Overordnet mål
- At få nøje kendskab til og beherske indikationsstilling, teknik og fortolkning af resultater af relevante undersøgelsesprogrammer.
- At erhverve kendskab til indikation og teknik ved non-kirurgisk og kirurgisk behandling.
- At udføre postgraduat undervisning, foredragsaktivitet og vejlederfunktion inden for urogynækologi.
- At erhverve kendskab til og erfaring med organisation af urogynækologisk service og samarbejde med relaterede fagområder.
- At opnå detaljeret viden om hjælpemidler, hjælpeforanstaltninger og lovforhold ved urogynækologiske lidelser.
- At opnå detaljeret viden om effekten af urogynækologiske lidelser på livskvalitet, herunder seksualfunktion.
Arbejdsgruppe og godkendelse
Ansøgning med uddannelsesplan skal indsendes til Arbejdsgruppen for Subspecialisering under DUGS med henblik på formel godkendelse. Når ansøgningen er godkendt, indsendes den ligeledes til DSOG’s Centrale Arbejdsgruppe vedrørende Subspecialisering.
Forløbet evalueres årligt, og efter endt uddannelsesforløb indsendes logbog og slutrapport med henblik på endelig godkendelse.
Krav til ansøger
- Ansøgeren skal være speciallæge i gynækologi og obstetrik.
- Ansøgeren skal være ansat som afdelingslæge eller overlæge med tilknytning til det urogynækologiske team.
- Ansøgningen skal indeholde relevant curriculum vitae.
- Der skal foreligge godkendt uddannelsesplan.
- Der skal foreligge specificeret plan for, hvordan den kliniske ekspertise opnås.
- Kurser og kongresser bør så vidt muligt være planlagt.
Uddannelsen
Subspecialistuddannelsen forventes at vare 2 år. Ansættelsesstedet forpligter sig til at stille vejleder på urogynækologisk subspecialistniveau til rådighed.
Der skal indgå et 3 måneders ophold på en højt specialiseret urogynækologisk afdeling eller universitetsafdeling. Denne afdeling stiller en co-vejleder til rådighed.
Logbogen skal indeholde:
- Kompetenceniveau for procedurer
- Kompetenceniveau for operationer
- Gennemgåede cases
- Billeder fra ultralyd
- Urodynamiske undersøgelser
- Undervisning
- Deltagelse i kongresser og møder
- Videnskabelig aktivitet, guidelinearbejde eller lignende
Uddannelsen indeholder tre elementer:
- Klinik
- Teori og undervisning
- Organisation
Klinik
Den uddannelsessøgende skal opnå forståelse for diagnostiske teknikker i urogynækologisk praksis samt metoder til diagnosticering af sygdomme og lidelser i de kvindelige nedre urinveje.
Kliniske tilstande og problemstillinger omfatter blandt andet:
- Urininkontinens
- Urinretention
- Andre vandladningsforstyrrelser
- Obstruktion
- Hypoaktiv detrusor
- Pollakisuri og urgency
- Smerter i nedre urinveje
- Akutte, kroniske og recidiverende urinvejsinfektioner
- Genitalprolaps inkl. udmåling, gradering og recidivprolaps
- Problemer med defækation
- Fækal inkontinens
- Seksuelle problemer
- Urinvejsproblemer og prolaps hos ældre, handicappede, gravide og kvinder med komorbiditet
Praktiske kompetencer
- Optage anamnese
- Foretage gynækologisk undersøgelse
- Foretage POP-Q-måling
- Vurdere grad af prolaps
- Vurdere urogenital atrofi
- Vurdere bækkenbundsfunktion og knib
- Fortolke væske-vandladningsskema
- Vurdere indikation for urodynamiske undersøgelser
- Foretage uroflowmetri
- Måle residualurin
- Foretage transvaginal ultralyd
- Vurdere postoperative forhold efter inkontinens- og prolapskirurgi
Konservativ behandling
- Vejlede patienten i gode vandladningsvaner
- Vejlede om vægtreduktion og eventuel henvisning til diætist
- Instruere i lokal hormonbehandling
- Instruere i bækkenbundstræning
- Vurdere indikation for henvisning til fysioterapi
- Vejlede i dobbelt- og triple-voiding
- Vejlede i ren intermitterende kateterisation (RIK)
- Vejlede om mekaniske hjælpemidler, herunder inkontinensring og prolapsring
- Oplægge prolapsringe og inkontinensringe
- Oplære patienten i blæretræning
- Ordinere medicinsk behandling af urgeinkontinens
- Vejlede i behandling af nykturi
Kommunikation med patienten
- Orientere om epidemiologi og baggrund for prolaps og inkontinens
- Instruere i væske-vandladningsskema og blevejningstest
- Motivere til vægttab
- Informere om bækkenbundstræning og funktionelt knib
- Informere om operation for urininkontinens, herunder slynger og bulking
- Informere om kirurgisk behandling af prolaps og mulige komplikationer
- Orientere om postoperative forholdsregler
Kirurgiske kompetencer
Den uddannelsessøgende skal have grundigt kendskab til mulige komplikationer til behandling, kunne tage nødvendige forholdsregler og kende til behandling af komplikationer samt muligheder for henvisning.
Eksempler på kirurgiske procedurer:
- Cystoskopi
- Bulking
- Miduretrale slynger
- Retropubisk slynge
- Transobturator slynge
- Fascieslynge
- Vesikovaginal fistel
- Botox
- Sakralnervestimulation
- Kolporrhaphia anterior
- Kolporrhaphia posterior
- Vaginal hysterektomi
- Apikal suspensionsmetode
- Uretralt divertikel
- Mesh-anvendelse og fjernelse af mesh
- Kolpokleise
- Fentonplastik
- Perineorafi
- Collumamputation
- Rectovaginale fistler
- Anal sphincter
Teori
Det forventes, at den uddannelsessøgende i løbet af subspecialistforløbet styrker sit kendskab til bækkenets anatomi og urodynamik, gerne ved deltagelse i kurser.
Herudover forventes det:
- At man holder sig opdateret via relevant litteratur
- At man deltager i DUGS-kurser og årsmøde
- At man deltager i NUGA-kongressen, som afholdes hvert andet år
- Eventuelt deltagelse i IUGA, ICS eller EUGA
- At man er bekendt med danske guidelines og retningslinjer samt retningslinjer fra ICS og IUGA
Organisation
Den uddannelsessøgende forventes at deltage i opbygning og udvikling af lokale og nationale netværk, samarbejde med relaterede fagområder, teamopbygning, udarbejdelse af uddannelsesprogrammer, instrukser og patientinformationer samt møder og aktiviteter i danske og skandinaviske urogynækologiske arbejdsgrupper.
Dokumenter
Kompetencebeskrivelse og uddannelsesprogram
Siden opdateret 2026
Generisk model
Definition: Titlen som subspecialist indenfor et af DSOGs subspecialer indebærer, at ansøger har opnået speciallægeanerkendelse i gynækologi og obstetrik, og i tillæg opnår de af subspecialet definerede kompetencer.
Formål: At opnå særlig viden og kompetencer, højne det faglige niveau, styrke behandling, netværk og samarbejde mellem afdelinger.
Varighed: 2 år med mulighed for individuel forlængelse.
Hvem kan ansøge: Nyuddannede speciallæger efter godkendt uddannelsesplan.
Godkendelse: Uddannelsesplan godkendes af subspecialiseringsudvalg og EFU.
Vejledere: 1 hovedvejleder og 1 co-vejleder fra forskellige afdelinger.
Uddannelsesplan: Teoretisk og praktisk del, evalueres årligt.
Udveksling: Klinisk udveksling uger–måneder.
Kompetenceopnåelse:
- Deltagelse i DSOG-møder
- Deltagelse i årsmøder
- Fremlæggelse og undervisning
- Guidelinearbejde
- Workshops og faglig fordybelse
Merit: Op til 6 måneders merit.
Slutevaluering: Slutrapport godkendes af EFU. Diplom overrækkes ved DSOGs Forårsmøde.
Kontakter subspecialisering
DSOG:
Maria Cathrine Schmidt – formand@dsog.dk
EFU:
Klara Vinsand Naver – klara.vinsand.naver@regionh.dk
FYGO:
Kirstine Jespersen – kirstine.jespersen@regionh.dk
Obstetrik:
Kristina Renault – Krta@dadlnet.dk
Benign gynækologi:
Peter Secher – petsec@rm.dk
DFKO:
Frank Pedersen – info@gynranders.dk
Føtalmedicin:
Ida Kirkegaard – idakir@rm.dk
Martin Tolsgaard – martin.groennebaek.tolsgaard@regionh.dk
Reproduktionsmedicin:
Elisabeth Carlsen – elisabeth.carlsen@regionh.dk
Anette Tønnes Pedersen – Anette.Toennes.Pedersen@regionh.dk
Urogynækologi:
Susanne Greisen – susagrei@rm.dk
Onkogynækologi:
Zohreh Ketabi – d301264@dadlnet.dk
