Vaccinationstilbud fremrykkes: Gravide får tilbud om RS-vaccine allerede til efteråret

Et nyt vaccinationsprogram mod RS-virus skal forebygge alvorlig sygdom og sygehusindlæggelser af spædbørn. Oprindeligt skulle programmet først være klar i maj 2026, men nu bliver det fremrykket, så gravide allerede tilbydes at blive vaccineret i efteråret 2025.

Hvert år bliver hundredvis af spædbørn indlagt på sygehusene som følge af smitte med RS-virus. Luftvejsinfektionen rammer særligt spædbørn under tre måneder. I sjældne tilfælde kan smitten forårsage dødsfald.

For at forebygge sygdommen lægger regeringen med finanslovsforslaget for 2026 op til at afsætte et millionbeløb til at indføre et sæsonbaseret vaccinationsprogram mod RS-virus til gravide.

Oprindeligt var det planen, at gravide skulle tilbydes vaccinationen fra maj 2026, men nu vil regeringen fremrykke vaccinationsprogrammet, så det starter allerede i oktober i år.

Med fremrykningen forventes vaccinationsprogrammet at træde i kraft 1. oktober, hvor gravide vil blive tilbudt vaccinen, når de skal til graviditetsundersøgelse hos egen læge i 32. graviditetsuge.

Det er imidlertid muligt at blive vaccineret helt frem til og med 36. graviditetsuge.

Derfor vil kvinder i graviditetsuge 33 til og med 36, der allerede har været til graviditetsundersøgelse, også blive tilbudt at blive vaccineret gennem et såkaldt catch up-program. Det vil også ske ved en konsultation hos egen læge.