§ 1. Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG),
er et videnskabeligt selskab, der er tilsluttet Dansk Medicinsk Selskab.
DSOG blev stiftet den 5. oktober 1898 under navnet Foreningen for
Gynækologi og Obstetrik i København.
§ 2. Selskabet har til formål:
1. at arbejde for at fremme kvinders sundhed, velbefindende og sikkerhed.
2. at sikre stadig udvikling i kvaliteten af det arbejde, der udføres
indenfor gynækologi og obstetrik.
3. at fremme og udvikle det videnskabelige arbejde indenfor gynækologi
og obstetrik.
4. at tilrettelægge og overvåge uddannelsen indenfor
specialet i samarbejde med de offentlige myndigheder.
5. at arbejde for at fremme specialets interesser i det danske sundheds-
og sygehusvæsen .
6. at arbejde for at fremme det internationale samarbejde indenfor
specialet.
Medlemskab
§ 3. Som ordinære medlemmer i selskabet kan optages læger,
der har dansk autorisation til selvstændigt virke som læge. Som
ekstraordinære medlemmer kan optages danske og udenlandske
læger, der ikke opfylder betingelserne for at blive ordinære
medlemmer. Som ekstraordinære medlemmer kan endvidere optages
danske og udenlandske ikkelæger med særlig interesse
for - eller tilknytning - til dansk obstetrik og gynækologi.
Ekstraordinære medlemmer bliver ordinære medlemmer, når
de opfylder betingelserne herfor. Selskabets kontingentbetalende
ordinære og ekstraordinære medlemmer er automatisk medlemmer
af Nordisk Forening for Obstetrik og Gynækologi. Ansøgning
om optagelse som medlem rettes skriftligt til selskabets organisatoriske
sekretær. Ansøgninger fra danske og udenlandske ikkelæger
skal forinden være behandlet af bestyrelsen. Udmeldelse sker
ved skriftlig meddelelse til selskabets organisatoriske sekretær.
Som udmeldt betragtes også den, der ikke har betalt kontingent
i et år. Genoptagelse kan kun ske efter betaling af restancen.
Eksklusion af et medlem kan ske efter forslag fra bestyrelsen eller
fra 15 medlemmer, når der på en generalforsamling er
2/3 majoritet herfor.
§ 4. Ordinære og ekstraordinære medlemmer bosat i Danmark, Færøerne og Grønland betaler kontingent. Kontingentet fastsættes ved den ordinære generalforsamling. Medlemmer bosat i udlandet, pensionerede medlemmer eller medlemmer over 70 år kan efter ansøgning fritages for kontingent.
Selskabets organisation
§ 5. Selskabets øverste myndighed er generalforsamlingen.
Bestyrelsen repræsenterer selskabet udadtil og leder dets virksomhed.
Ordinær generalforsamling
§ 6. Ordinær generalforsamling skal afholdes én
gang årligt, sædvanligvis i april. Mindst én måned
før den ordinære generalforsamling afholdes, skal der
skriftligt tilgå medlemmerne en opfordring til indenfor en
fastsat frist at indsende forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen.
Indkaldelse med dagsorden til samtlige medlemmer skal ske med mindst
14 dages varsel. Alle medlemmer har adgang til generalforsamlingen.
Stemmeret har alle ordinære medlemmer bosat i Danmark, Grønland
og Færøerne og som ikke er i kontingentrestance.
§ 7. Der føres referat over forhandlingerne. Referatet
skal godkendes af dirigenten. Der kan kun træffes afgørelse
i sager, der har været angivet i dagsordenen. Skriftlig afstemning
skal foretages, dersom mindst ti medlemmer skriftligt eller mundtligt
over for ordstyreren fremsætter ønske herom. Beslutninger,
der ikke vedrører selskabets love, træffes - og valg
foretages ved almindeligt flertal.
§ 8
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning
- Beretninger fra stående udvalg
- Aflæggelse af revideret regnskab, fremlæggelse af næste års budget og fastlæggelse af kontingent
- Revisorens bemærkninger
- Forslag til sagsbehandling fra bestyrelsen og medlemmerne
- Valg af formand (jf. § 12)
- Valg af to bestyrelsesmedlemmer efter indstilling fra hhv. DFKO og FYGO (jf. § 12)
- Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (jf. § 12)
- Valg af udvalgsmedlemmer og revisorer og medlemmer af FIGO-fonden(jf. § 19)
- Eventuelt
§ 9. Valgbare som bestyrelsesmedlemmer, udvalgsmedlemmer, revisorer
og repræsentanter for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi
er alene ordinære medlemmer. Det tilstræbes så vidt
muligt, at region Nord, Syd og Øst altid er repræsenteret
i selskabets bestyrelse og udvalg.
Ekstraordinær generalforsamling
§ 10. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når
bestyrelsen indkalder hertil med mindst 14 dages varsel (jf. § 6.3).
Anledningen til den ekstraordinære generalforsamling skal fremgå af
mødeinkaldelsens dagsorden. Såfremt ti medlemmer eller
flere fremsætter skriftlig begæring om afholdelse af
ekstraordinær generalforsamling skal bestyrelsen foranledige
denne afholdt inden for de følgende tre måneder.
Bestyrelsen
§ 11.
- Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en videnskabelig sekretær, en organisatorisk sekretær, en kasserer og to medlemmer.
- Mindst ét medlem skal være praktiserende speciallæge og et medlem skal være under uddannelse til speciallæge i gynækologi og obstetrik. Hvis det af FYGO udpegede og valgte medlem i løbet af funktionstiden opnår speciallægeanerkendelse, foretages nyvalg ved førstkommende generalforsamling.
§ 12
- Bestyrelsens medlemmer vælges på den ordinære generalforsamling for en periode på to år.
- Formanden vælges ved direkte valg. Herudover vælges en praktiserende speciallæge efter indstilling fra DFKO samt en repræsentant for de uddannelsessøgende i gynækologi og obstetrik efter indstilling fra FYGO.
- Den øvrige bestyrelse konstituerer sig efter generalforsamlingen.
- Ingen kan være medlem af bestyrelsen i mere end tre på hinanden følgende fulde perioder.
- Dersom et medlem af bestyrelsen fratræder i valgperioden, kan bestyrelsen supplere sig selv med et af selskabets ordinære medlemmer indtil nyvalg kan finde sted.
§ 13. Formanden leder bestyrelsens møder. Ved formandens
forfald varetages dennes funktioner af næstformanden. Den videnskabelige
sekretær har som hovedopgave at overvåge den videnskabelige
del af selskabets virksomhed. Den organisatoriske sekretær
varetager selskabets korrespondance, udfærdiger i samarbejde
med formanden dagsordenen for bestyrelsens møder og fører
referat over disse. Kassereren fører selskabets regnskaber
og foretager udbetalinger i overensstemmelse med selskabets love
og bestyrelsens beslutninger.
§ 14. Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden
indkalder dertil, eller såfremt blot ét af bestyrelsens
medlemmer ønsker det. Formændene for Undervisnings-
og Efteruddannelsesudvalget, redaktøren af medlemsbladet og
af hjemmesiden, formanden for Danske Fødsels- og Kvindelægers
Organisation og formanden for Foreningen af Yngre Gynækologer
(FYGO) har møderet, men ikke stemmeret. Bestyrelsen er beslutningsdygtig,
når mindst halvdelen er til stede. Ved stemmelighed er formandens
stemme afgørende. Bestyrelsen kan ansætte lønnet
medhjælp til varetagelse af forskellige opgaver i henhold til
bestyrelsens beslutning.
Udvalg, arbejdsgrupper og repræsentanter
§ 15. DSOG har en række stående udvalg, hvis opgaver
skal fremgå af et kommissorium. Kommissorierne udarbejdes af
bestyrelsen og skal godkendes af generalforsamlingen. Kommissoriet
for det enkelte udvalg kan til enhver tid tages op til revision på begæring
af bestyrelsen eller det pågældende udvalg. Et stående
udvalg kan nedlægges af Generalforsamlingen efter indstilling
fra bestyrelsen.
§ 16. Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper til varetagelse eller løsning af specifikke opgaver, der skal fremgå af et af bestyrelsen udarbejdet kommissorium. Arbejdsgrupper nedlægges, når den specifikke opgave er løst. Såfremt arbejdsgruppens funktionsperiode må udstrækkes over mere end to år, skal arbejdsgruppens kommissorium revurderes af bestyrelsen. Er der behov for at ændre arbejdsgruppen til et »stående udvalg« skal kommissoriet godkendes på næstkommende ordinære generalforsamling.
Medlemmer til arbejdsgrupper udpeges for en periode af 2 år ad gangen, med mulighed for forlængelse.
§ 17. Repræsentanter for DSOG til varetagelse af specifikke opgaver i Sundhedsstyrelsen, Dansk Medicinsk Selskab, lægeforeningen og andre foreninger eller selskaber udpeges af bestyrelsen. Repræsentanter udpeges for en periode af 2 år ad gangen, med mulighed for forlængelse.
§ 18. Kommissorier for selskabets arbejdsgrupper skal redegøre
for arbejdsgruppens sammensætning og indeholde en klar beskrivelse
af, hvad der er arbejdsgruppens formål, specifikke opgaver,
kompetence i forhold til bestyrelsen og generalforsamlingen og hvilke
forpligtelser, man har over for selskabet. Er der behov for etablering
af tværfaglige udvalg, arbejds- eller interessegrupper i DSOG´s
regi, kan ekstraordinære medlemmer efter nærmere forhandling
med bestyrelsen indgå på lige vilkår med selskabets
ordinære medlemmer.
§ 19. De stående udvalg og selskabets revisorer
vælges på den ordinære generalforsamling for en
periode af to år med mulighed for genvalg i yderligere to perioder
af to år. Medlemmer af øvrige udvalg, arbejdsgrupper
og repræsentanter udpeges af bestyrelsen.
§ 20. DSOG har følgende stående udvalg og repræsentationer:
- Undervisningsudvalget består af seks medlemmer. Et medlem
skal på valgtidspunktet
være under uddannelse til speciallæge i gynækologi
og obstetrik. Hvis dette medlem i løbet af funktionstiden
opnår speciallægeanerkendelse, foretages nyvalg ved førstkommende
generalforsamling. Hovedkursuslederen har møderet, men ikke
stemmeret. Han/hun kan være medlem af udvalget, men ikke formand.
- Efteruddannelsesudvalget består af fem medlemmer, hvoraf
et skal være praktiserende
speciallæge, og et skal på valgtidspunktet være
under uddannelse til speciallæge i gynækologi og obstetrik.
Hvis sidstnævnte medlem i løbet af funktionstiden opnår
speciallægeanerkendelse foretages nyvalg ved førstkommende
generalforsamling. Bestyrelsens videnskabelige sekretær har
møderet. Han/hun kan være medlem af udvalget, men ikke
formand.
Revisorer
§ 21. To medlemmer, valgt af generalforsamlingen, skal forud
for den ordinære generalforsamling gennemgå selskabets
regnskaber og afgive en skriftlig erklæring til generalforsamlingen.
Valgprocedurer
§ 22. Senest to måneder forud for den ordinære
generalforsamling meddeler bestyrelsen, hvilke poster, der skal besættes
i forbindelse med generalforsamlingen. Forslag til kandidater kan
fra medlemmernes side fremsættes over for bestyrelsen eller
på generalforsamlingen.
Til medlemmerne
§ 23.
DSOG har i øjeblikket et medlemsblad og en hjemmeside. Bestyrelsen er ansvarlig for bladets og hjemmesidens drift og redaktionelle indhold. Bestyrelsen har til enhver tid ansvaret for at forsvare DSOG's immaterielle rettigheder. Bestyrelsen har pligt til at påse at de for bestyrelsen til enhver tid gældende retningslinier for varetagelse af DSOG's immaterielle rettigheder er opfyldt.
Nordisk Forening for Obstetrik og Gynækologi (NFOG)
§ 24. DSOG indgår sammen med de tilsvarende foreninger
i Finland, Island, Norge og Sverige i NFOG. Formanden for DSOG´s
bestyrelse er medlem af NFOG's styrelse. DSOG's bestyrelse udpeger
i henhold til NFOG´s vedtægter repræsentanter til
NFOG´s fuldmægtigforsamling, der holder ordinært
møde hvert andet år i forbindelse med NFOG-kongresserne.
DSOG´s bestyrelse udpeger de danske medlemmer af NFOG´s
nævn og arbejdsgrupper. NFOG udgiver det videnskabelige tidsskrift
Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavica. I henhold til NFOG´s
vedtægter udpeger DSOG´s bestyrelse en national redaktør
for en periode af fire år med mulighed for forlængelse
i yderligere to perioder af to år.
UEMS - EBCOG
§ 25. DSOG er tilsluttet UEMS´s gynækologiske sektion
/EBCOG (European Board and College of Obstetricians and Gynecologists.)
DSOG’s bestyrelse udpeger to medlemmer til EBCOG’s repræsentantskab,
som også repræsenterer DSOG i UEMS’s gynækologiske
sektion. Repræsentanterne udpeges blandt selskabets speciallæger.
Det ene medlem udpeges efter indstilling fra Danske Fødsels-
og Kvindelægers Organisation. Repræsentanterne udpeges
for 4 år og kan udpeges i højst to på hinanden
følgende fireårige perioder.
FIGO
§ 26. DSOG er medlem af FIGO (Federation Internationale de
Gynecologie et d´Obstetrique). DSOG´s bestyrelse udpeger
delegerede til FIGO´s ordinære generalforsamling, der
afholdes hvert tredie år i forbindelse med FIGO´s verdenskongres.
Ændring af selskabets vedtægter
§27. Ændringer i selskabets vedtægter eller beslutning
om selskabets opløsning skal vedtages med 2/3 majoritet på en
generalforsamling, hvor mindst 1/3 af selskabets medlemmer er til
stede. Er dette ikke tilfældet, indkalder bestyrelsen inden
for de følgende otte måneder til en ny generalforsamling,
som er beslutningsdygtig, uanset antallet af fremmødte medlemmer;
også her kræves 2/3 majoritet.
Ikrafttræden
§ 28. Vedtægterne træder i kraft ved vedtagelsen.
Valgreglerne anvendes første gang ved den førstkommende
generalforsamling, foråret 2007.
Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 21. november
1997 med ændringer vedtaget på ordinære generalforsamlinger
april 1998, april 2001 samt april 2003.
Vedtagne ændringer på ekstraordinær generalforsamling d.25. november 2006 samt 16. juni 2010
|