Kvalitetsdata for gynækologiske afdelinger i Danmark
     

Disse sider er alle baseret på udtræk fra landspatientregisteret (LPR). De ligger i forlængelse af rapporten ”Landspatientregisteret til kvalitetssikring i det gynækologiske speciale”, som kan downloades her. I denne kan man for de enkelte udtræk se, hvordan udtrækkene teknisk er opbygget. De er i vid udstrækning baseret på operationskoder, som vi ved har en høj validitet. I andre tilfælde på diagnosekoder, som vi også ved har en svingende validitet og dækningsgrad. Statistikkerne må tages med dette forbehold. Det er vores håb, at den feed back, som afdelingerne hermed modtager, kan medvirke til at øge kvaliteten, dvs validiteten og dækningsgraden af de koder, vi alle sender til LPR.

Vi er det første speciale, som systematisk offentliggør afdelingsspecifikke resultater. Det gør vi, fordi vi tror, det kan katalysere en kvalitetsudviklingsproces, og fordi vi godt mener, vi kan være vores praksis bekendt. Det øger vores troværdighed, at vi er åbne, og kravet om at offentliggøre denne type resultater også i andre specialer, er en formuleret realitet fra Sundhedsstyrelsen. Alle værter for kliniske kvalitetsdatabaser vil således i årene fremover være tvunget til at gøre det samme.

Udtrækkene bliver løbende opdateret og justeret ud fra blandt andet kommentarer og forslag fra kollegerne rundt om i landet. Vi vil opfordre til, at I, der læser disse sider, og som har gode ideer til forbedringer, melder tilbage til os. Det kan ske på mail Lidegaard@dadlnet.dk. For ikke at ”overloade” siden, fjernes gamle sider, så snart data fra en ny årgang er på plads. Vi vil dog løbende dokumentere de forbedringer i kvaliteten, som denne ”screening” kan påvise.

Endelig bør vi understrege, at der netop er tale om en screening af kvaliteten. En mere dybdegående analyse af årsagerne til påviste forskelle fordrer sædvanligvis et større datagrundlag, som fx kan tilvejebringes i kliniske databaser. I andre tilfælde er detaljeringsgraden i LPR i dag så stor, at kliniske databaser – i vores speciale foreløbig hysterektomi-databasen, kan baseres alene på LPR data.

Alle fejl og mangler kan alene tilskrives undertegnede.

God fornøjelse,
Med venlig hilsen
Mette Hammerum og Øjvind Lidegaard

 
1. Reproduktion
1.1 Spontan abort (2004)
1.2 Missed abortion (2006)
1.3 Ektopisk gravidtet (2006)
1.5 Provokeret abort (2006)
1.8 Sterilisation (2004)
 
3. Almen gynækologi
3.1 Hysterektomi
3.2 Ovariecyster
3.3 Endometrieresektion
TiGrAB - KD


Ovenstående oplysninger kan også ses på selvstændig hjemmeside med oplysninger omkring tidlig graviditet og abort. Kommende hjemsted for den landsdækkende kliniske database vedrørende dette emne.

- se mere på www.tigrab.dk