Personen bag navnet

August Paul von Wassermann

Af Torsten Sørensen

Selv om Wassermann udførte vigtige videnskabelige arbejder om både tetanus, kolera, difteri og tuberkulose, er han mest kendt for opdagelsen af den serologiske test, der viser, om en patient har syfilis. Testen er en komplementbindingsreaktion; som antigen blev anvendt et alkoholisk ekstrakt af normal hjertemuskel fra kalve. Testen er nu afløst af mere specifikke antistofbestemmelser.

Wassermanns test var et stort fremskridt i diagnostikken af syfilis. Men selv om det nu blev meget lettere at påvise sygdommen, haltede behandlingen langt bagefter. I mere end to hundrede år behandlede man lidelsen med kviksølv; siden fulgte salvarsan, der første gang blev fremstillet af Paul Ehrlich i 1911, og som er historiens første kemoterapeutikum. Det var et meget effektivt middel mod syfilis. Men i 1943 blev det afløst af penicillinet i USA. Her blev en patient med sygdommen for første gang behandlet med det nye antibiotikum. Få år senere blev penicillin kommercielt fremstillet, og snart blev det anvendt over hele verden - specielt efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Med opdagelsen af de moderne metoder til behandling af lues, var det også naturligt at begynde at screene for sygdommen. Derfor blev Wassermanns test udført på alle gravide i Danmark i perioden 1946 til 1998. Undersøgelsen var obligatorisk og dannede grundstammen i de forebyggende svangerskabsundersøgelser.

August Paul von Wassermann blev født i Bamberg i Tyskland den 21. februar 1866 som anden søn af den bayerske hofbankier Angelo von Wassermann og studerede medicin ved flere tyske og østrigske universiteter. Og efter nogle års pause i studierne fra universiteterne i Erlangen og Strassburg blev han læge fra sidst nænvte universitet i 1888.

Efter sin embedseksamen rejste han til Berlin og begyndte at arbejde på det dengang nyoprettede Institut for infektionssygdomme. Det blev ledet af Robert Koch, og Wassermann blev overlæge og ledende læge ved instituttets kliniske afdeling.

I 1906 overtog han ledelsen af den selvstændige afdeling for eksperimentel terapi og serumforskning, og samme år publicerede han sammen med bl.a. Albert Neisser et arbejde om den serologiske test, der siden kom til at bære hans navn. Det skete et år efter, at årsagen til syfilis - treponema pallidum - var blevet påvist.

Sammen med Wilhelm Kolle udgav han i perioden 1903 til 1909 et værk i seks bind om sygdomsfremkaldende mikroorganismer - Handbuch der pathogenen Mikroorganismen.

Efter 22 år som leder af institut for infektionssygdomme blev han i 1913 direktør for det nyetablerede Kaiser Wilhelm Institut for eksperimentel terapi.

Han blev gift med Alice von Taussing i 1895, og med hende fik han to sønner, som han efterlod ved sin død den 6. marts 1925. Dødsårsagen var en nyrelidelse, som han fik påvist året før.

Lige til sin død ledede han afdelingen for eksperimentel terapi ved Kaiser Wilhelm instituttet. Men han fik aldrig titel af professor, selv om han i høj grad fortjente det.