Temadag om subspecialisering og ekspertuddannelse

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi afholdt den 1. november i Odense en temadag om subspecialisering og ekspertuddannelse. Til temadagen var indbudt repræsentanter for Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen, Lægeforeningen herunder Overlægeforeningen og FAS samt repræsentation fra sygehusledelsen på Skejby Sygehus. Desuden kom repræsentanter fra DSOG med indlæg på temadagen. Desværre indløb afbud fra Runa Sturlason, DADLs Hovedbestyrelse og Henning Beck-Nielsen, Speciallægekommissionen.

Jan Blaakær, Skejby Sygehus, bød velkommen, og gennemgik den aktuelle status vedr. subspecialerne i Europa og norden. European Board and College of Obstetrics and Gynaecology, der er en arbejdsgruppe under UEMS, har vedtaget uddannelsesprogrammer for subspecialerne reproduktionsmedicin, maternofoetal- og perinatalmedicin samt gynækologisk onkologi. I norden har gynækologisk onkologi eksisteret som subspeciale i Finland siden 60´erne, og urogynækologi, foetalmedicin og reproduktionsmedicin har eksisteret som subspeciale siden 1978. Norsk Gynækologisk Forenings medlemmer har netop accepteret, at foreningen udarbejder uddannelsesprogram for gynækologisk onkologi. Tilsvarende er et uddannelsesprogram for dette subspeciale vedtaget i Sverige. På Island eksisterer subspecialer i gynækologisk onkologi og endokrinologi.

Subspecialisering og ekspertuddannelse

Jes G. Westergaard, Odense, præsenterede herefter det af DSOG (Jes Westergaard) udarbejdede oplæg vedr. subspecialisering og ekspertuddannelse. DSOG har ønsket at belyse problemstillingen for at sikre en kompetent og sufficient speciallægedækning året rundt og døgnet rundt på de danske gynækologiske specialafdelinger. Det forventes, at læger med ekspertuddannelse styrer specialets lands- og landsdelsfunktioner, idet DSOG har defineret en ekspert som: En specialist, der foruden klinisk virksomhed også varetager forskning, udvikling og kvalitetssikring indenfor et specifikt område af specialet. Et sådant område er typisk en lands-/landsdelsfunktion (højt specialiseret funktion), som de er defineret af Sundhedsstyrelsen. Dvs. området indenfor specialet, der i kraft af høj teknisk kunnen, innovativ status eller lille patientgrundlag, må centreres til få afdelinger i landet. Der må derfor stilles krav (og forventninger) til at eksperten har en baggrund, der tillader ham/hende at vurdere og afprøve værdien af nyskabelser indenfor feltet, samt kontinuert at monitorere egen klinisk virksomhed med baggrund i videnskabelige metoder og praksis.

I gynækologi og obstetrik er der aktuelt følgende subspecialer/interesseområder: Reproduktionsmedicin, urogynækologi, gynækologisk onkologi, foetalmedicin, perinatologi og speciallægepraksis.

Specialets stillingsopslag har igennem længere tid indeholdt følgende formulering ”en speciallæge med særlig interesse for og med dokumenteret indsigt og erfaring i”, hvilket netop er efterspørgsel af en subspecialist, som DSOG definerer som: En specialist der varetager en del af specialet, som han/hun med baggrund i sin uddannelse og erfaring har opnået indgående kendskab til og rutine i. Subspecialisten kan, afhængigt af patientunderlaget have sit virksomhedsområde i relation til én eller flere afdelinger (en funktionsbærende enhed). Subspecialisten har en klar forpligtelse til at holde sin viden på feltet opdateret, samt løbende monitorere og sikre kvaliteten af det arbejde han/hun udfører indenfor sit ansvarsområde. Dette kræver naturligvis kendskab til videnskabelige metoder, men ikke altid en betydelig videnskabelig merit. Subspecialisten har ligeledes forpligtelse til at deltage i eller selv initiere udviklingsarbejde indenfor sit subspeciale – enten i samarbejde med subspecialister i

andre funktionsbærende enheder, eller med de højt specialiserede enheder. Da vi må antage, at 95% af alle fastansatte speciallæger i sygehusvæsenet er vagtbærende om 5-10 år, er det vigtigt, at grunduddannelsen fortsat er bred med det formål at varetage vagtfunktionen, og at subspecialet ses som en overbygning til denne uddannelse indenfor henholdsvis gynækologi og obstetrik.

EXPU

Peter Hornnes, Rigshospitalet, der er formand for DSOG´s arbejdsgruppe vedr. ekspertuddannelsen, gennemgik herefter arbejdsgruppens syn på ekspertfunktionen, som man mener bør resultere i uddannelsen af eksperter på internationalt niveau. Formålet med ekspertuddannelsen er således at sikre den individuelle uddannelse af eksperter indenfor specialet, hvorfor udvalget er af den opfattelse, at ekspertområderne bør være individuelle snarere end fastlagte. Denne model menes bedre at kunne opfange nye udviklingstendenser indenfor vore to specialer. Dette indebærer imidlertid også, at der ingen garanti er for stillinger, men at den hidtidige udvikling på arbejdsmarkedet for nye ekspertområder bør minimere denne bekymring. Kriteriet for ekspertuddannelsen er videnskabelige kvalifikationer på Ph.D niveau, teoretisk og klinisk, herunder ledelsesmæssige færdigheder på ekspertniveau, gennemførelse af et passende antal kurser, udbygget nationalt og internationalt kontaktnet, herunder minimum tre måneders ophold i udlandet, at lægen i uddannelsesfunktion har en vejleder, samt støtte fra arbejdsstedet. Aktuelt har der været 12 ansøgninger om ekspertuddannelse i DSOG regi, heraf fem på fertilitetsområdet, tre vedr. perinatalogi, tre gynækologiske/onkologiske og én urogynækologisk. På nuværende tidspunkt har én læge (Anne Loft) gennemført ekspertuddannelsen i reproduktionsmedicin, syv er i gang med en ekspertuddannelse, mens tre er blevet bedt om at revidere deres ansøgning, og udvalget behandler aktuelt 1 ansøgning.

Sundhedsstyrelsen

Næste indlæg kom fra Henning Beck, Sundhedsstyrelsen. Henning Beck fremførte Sundhedsstyrelsens ønske om en rationalisering og effektivisering af speciallægeuddannelsen, der samtidig burde forenkles og indeholde udviklingsmuligheder. Sundhedsstyrelsen fandt det vigtigt, at kvaliteten var ens i hele landet, og hvis muligt ens gennem hele døgnet. Sundhedsstyrelsen fandt ligeledes, at specialestrukturen skal være i overensstemmelse med sygehusstrukturen, og at specialestrukturen skal kunne dække de nye organisatoriske enheder benævnt funktionsbærende enheder og højt specialiserede enheder. Endelig er det væsentligt, at uddannelsen kan relatere sig til internationale forhold. Sundhedsstyrelsen er derfor opmærksom på UEMS´ anbefalinger. Sundhedsstyrelsen bør fortsat være den autoriserende myndighed, og skal gennem et rådgivende organ kunne oprette eller nedlægge specialer. Sundhedsstyrelsen ønsker således et reduceret antal specialer, samt fjernelse af grenspeciale-begrebet, men oprettelse af såkaldte fagområder. De store grundspecialer skal afsluttes med autorisation efter endt uddannelse (”common trunk”). Oveni dette grundspeciale bygges fagområderne, der skal være uden egentlig autorisation, men indeholde mulighed for en personlig profilering. Fagområderne defineres og certificeres af de videnskabelige specialer. Den enkelte læge må således beslutte om han/hun vil være ekspert i et fagområde, have en administrativ uddannelse eller uddanne sig indenfor forskning. Fagområderne fastlægges udfra faglige kriterier, og oprettes som anført af de videnskabelige selskaber. Sundhedsstyrelsen udstikker generelle retningslinier for den enkelte læges profilering gennem § 14 vurderingen. Selskaberne skal udstikke de vejledende retningslinier for denne profilering, men uden formelle målbeskrivelser. Sundhedsstyrelsen er interesseret i en enkelt og gennemsigtig struktur. Terminologiens subspeciale bør erstattes af et fagområde.

Amtsrådsforeningen

Næste indlæg kom fra Amtsborgmester Bent Hansen, Viborg, der naturligvis anskuede dagens emne udfra en politisk synsvinkel, idet det, som Bent Hansen betonede, er amterne der driver sygehusene. Set fra politisk side er det vigtigt, at alle skal have lige adgang til sygehusbehandling, der således ikke alene afhænger af geografi, men også af lokale interesser. Befolkningen har fortsat et stærkt ønske om nærhed i sygehusbehandlingen, men er tiltagende bevidst omkring kvaliteten af samme behandling. Man må også gøre sig klart, at ændring i stabsstrukturen og overenskomster er

af stor betydning for udformningen af sygehusstrukturen. Dette ses aktuelt på baggrund af speciallægemanglen.

Bent Hansen betonede, at en for stiv speciallægestruktur giver vanskeligheder med sygehusstrukturen, og håbede således ikke, at det var specialerne, der bestemte sygehusstrukturen. En model svarende til et større centralsygehus er nok den sygehusmodel, der bedst passer det politiske system, hvor nøgleordet i øvrigt er kvalitet i behandlingen. Speciallægerne måtte forvente i tiltagende grad, at blive kigget over skulderen, hvorfor der er behov for en fortsat udvikling af kvalitetsindikatorer. Den aktuelle politiske dagsorden er nu, at alle patienter skal have ret til en ”second opinion”. Problemet er, hvordan vi får dokumenteret kvaliteten – dels overfor de

2-3%, der ikke er tilfredse og aldrig bliver det, dels overfor dagspressen. Begge disse grupper er trendsættere, hvorfor det er nødvendigt at tage dem alvorligt, mente Bent Hansen. Fokus kan ikke forventes at blive mindre på lægerne. Bent Hansen mente endvidere, at selvom der ikke tidligere har kunnet dokumenteres en sammenhæng mellem kvantitet og kvalitet, så er der nok alligevel en sammenhæng idet øvelse, som bekendt, gør mester.

Bent Hansen var af den opfattelse, at den funktionsbærende enhed ikke vil betyde mange sygehuslukninger, og spurgte salen, hvilke af de fire sygehuse i eksempelvis Vejle Amt, der skulle overleve? Bent Hansen opfordrede derfor til, at de videnskabelige selskaber gik aktivt ind i den fremtidige sygehusplanlægning, ikke kun ved festlige lejligheder, men også i den kliniske hverdag, i amtet og på sygehusniveau. Bent Hansen var af den opfattelse, at processen skal køre, vil køre, men at processen nok skal foregå langsomt. Sessionens ordstyrer, afdelingslæge Lene Sperling, København, betonede overfor Bent Hansen, at vi næppe kan undgå den tiltagende specialisering, hvilket Bent Hansen var enig i og svarede, at Amtsrådsforeningen ikke søgte at stoppe den faglige udvikling, men at der fortsat var stor forskel på f.eks. Tarm Sygehus og Rigshospitalet.

Peter Hornnes spurgte, hvordan Amtsrådsforeningen ville stille sig til finansieringen af eksperter og subspecialister? Bent Hansen replicerede, at man må hugge en hæl og klippe en tå i det eksisterende system. Bent Hansen betonede alvorligheden i, at det vil vælte ud med læger, der skal uddannes i fremtidens sygehusvæsen, og at den teoretiske uddannelse næppe kan foregå på en 37 timers arbejdsuge. Peter Hornnes fastholdt Bent Hansen på spørgsmålet, hvorefter Bent Hansen svarede, at man i Amtsrådsforeningen vidste, det vil koste at uddanne subspecialister og eksperter.

Overlægeforeningen

Næste indlæg kom fra formanden for Overlægerådsforeningen Steen Tinning, København. Steen Tinning roste DSOG´s initiativ, idet det er godt for Speciallægekommissionen og Overlægeforeningen at få feed-back fra de videnskabelige selskaber. Da situationen i dagens Danmark er således, at alle vil opereres af den bedste læge, på den bedste afdeling, på det bedste sygehus, er det ikke et spørgsmål om at opnå et certifikat, men lave en struktur, der indebærer vedvarende uddannelse og udvikling, og er komptencegivende for den enkelte læge. Overlægeforeningen bakker op om den funktionsbærende enhed og den styrkelse af den faglige struktur, der ligger i denne model. Fleksibiliteten og kompleksiteten i den funktionsbærende enhed skal således styrkes. Steen Tinning så det som en væsentlig opgave, at det frie sygehusvalg udvikles til at styrke den funktionsbærende enhed fremfor at lave en bureaukratisk struktur. Var ligeledes af den opfattelse, at fagområderne defineres af de videnskabelige selskaber, og derfor ikke kræver autorisation. Man har endnu ikke i speciallægekommissionen taget stilling til, hvad der er speciale, og hvad der er fagområder. Steen Tinning betonede, at fagområderne er en dynamisk struktur med tæt relation til CME.

Sygehusledelsen

Cheflæge Børge Jensen, Århus, sagde ja til både subspecialisering og ekspertuddannelse i lands-/landsdelsfunktioner. Børge Jensen betonede, at ekspertområder er en teamfunktion med tilknytning til samarbejdende fagområder. Børge Jensen nævnte, at i dag flytter patienterne sig til eksperten, men man må gøre sig klart, at i fremtiden vil eksperten skulle flytte sig til patienten, hvilket der vil være politisk opbakning til.

Børge Jensen omtalte desuden det dilemma, at alle ønsker den optimale kvalitet, men vil vi kunne betale prisen? I forbindelse med subspecialiseringen var det vigtigt, at denne placeres på få hænder, hvilket giver en højere kvalitet, men indeholder også ledelsesproblemer, idet der vil opstå mange ”øer” i den enkelte afdeling, hvilket ledelsesmæssigt vil være svært at holde sammen på. Smidigheden i arbejdstilrettelæggelsen vil reduceres, og på et tidspunkt vil man formentlig anmode om vagtordning for de enkelte subspecialer, idet det er utopi at tro, at man kun ønsker den højeste kvalitet i dagtiden. Næste trin er et ønske om kvalifikationsløn, idet man vil honoreres for sine erhvervede kvalifikationer. Børge Jensen opfordrede derfor til, at man var på vagt overfor en evt. udvikling af 1. og 2. klasses overlæger ved en omsiggribende subspecialisering.

Børge Jensen var af den opfattelse, at vi i dag har en ekspertuddannelse, men blot uformel. Denne har altid eksisteret i ildsjælenes interesseområder, og bevirket uddannelse lokalt og eksternt, og herefter forskning og udvikling samt erfaring og anerkendelse indenfor det pågældende subspeciale eller ekspertområde.

Børge Jensen mente, at subspecialisering er en nødvendighed, men konsekvensen skal vurderes, og Børge Jensen mente ligeledes, at ekspertuddannelse er en nødvendighed, men opfordrede til, at man overvejede hvorvidt den skulle være formel eller uformel. Samtidig blev det betonet, at opgaven må være at begrænse sig og kun definere nogle få fagområder. Finansieringen af uddannelsen er et prioriteringsspørgsmål, og de økonomiske problemer er reelt ikke tilstede. Afdelingslæge Katrine Sidenius, København, spurgte, om Børge Jensen havde forsøgt at stimulere udviklingen af ekspertområder, og Børge Jensen kunne nævne flere eksempler fra Skejby Sygehus, herunder gynækologisk afd., hvor man havde stimuleret udviklingen af ekspertområder, herunder IVF-klinik og præimplantationsdiagnostik samt flere andre eksempler.

Pro et contra

DSOG havde indbudt Kim Toftager-Larsen, Hillerød samt Ditte Trolle, Holstebro til at tale henholdsvis for og imod subspecialisering. Kim Toftager-Larsen gennemgik udviklingen i sygehusstrukturen, og efterlyste en udvikling af regionale gynækologiske enheder, der arbejdede sammen på tværs af lokalafdelinger, amtsafdelinger og universitetsafdelinger indenfor subspecialer som gynækologisk onkologi, urogynækologi, gynækologisk endokrinologi og gynækologisk mikrobiologi. Kim Toftager-Larsen mente, at den praktiske virkelighed taler for, at en øget specialisering af speciallægernes arbejdsområder er til gavn for patienterne, også når det gælder vedligeholdelse af erhvervede færdigheder, idet der her kræves et vist patientvolumen. Risikoen ved udskillelsen af grenspecialer er, at de enkelte behandlinger bliver til afgrænsede begivenheder uden logisk sammenhæng med det konkrete sygdomsforløb. Kim Toftager-Larsen fandt, at teamdannelsen omkring subspecialiseringen optimerede patientbehandlingen samt gav en bedre arbejdstilrettelæggelse og medførte større engagement og arbejdsglæde. Den tværfaglige samhørighed blev øget, og effektiviteten var større. Der var imidlertid også negative sider, som en sværere arbejdstilrettelæggelse og ringere undervisning og oplæring samt en sårbar bemanding. Endelig var der risiko for fagidioti og dalende generel viden/erfaring med deraf resulterende dårligere patientbehandling. Kim præsenterede dog løsninger på disse problemer, såsom en bedre planlægning og en hyppigere opdatering af viden. Kim Toftager-Larsen orienterede herefter om subspecialisering i en teamstruktur på hans egen afdeling på Hillerød Sygehus. Som teamopgaver blev det nævnt at sikre det gode patientforløb, udarbejde instrukser og patientvejledninger, sikre dokumentation og kvalitetssikring og forestå visitation indenfor teamets fagområde. Kim Toftager-Larsen så det som en vigtig opgave at identificere og afgrænse den akutte gynækologi og obstetrik, samt klarlægge omfanget af aktiviteten indenfor hvert enkelt subspeciale område. Kim Toftager-Larsen mente, at subspecialiseringen medfører optimale patientforløb, højt fagligt niveau, kvalitetssikring, engagement og tilfredshed.

Ditte Trolle, Holstebro fremførte argumenter mod den tiltagende subspecialisering, idet hun mente, at det ville have konsekvenser for patientbehandlingen og uddannelsen af yngre læger. Ditte Trolle gennemgik forløb med en 38-årig adipøs kvinde, der med dyspnø og let hypertension samt let albuminuri blev indlagt på Medicinsk afd., og et lungemedicinsk tilsyn stillede diagnosen sarkoidose med nyrepåvirkning. Efterfølgende skulle en reservelæge optage anamnese, og erfarede at sidste menstruation lå 8½ måned tidligere, og patienten faktisk var gravid med en let præeklampsi, og efterfølgende fødte et barn på 3950 g. Eksemplet tjente til at belyse subspecialistens snævre indfaldsvinkel til en given problemstilling fremfor den uerfarne reservelæges helhedsopfattelse af patienten. Ditte Trolle anvendte andre specialers subspeciale som eksempel på, hvad subspecialisering kunne medføre, og nævnte grenspecialer som kirurgisk og medicinsk enterologi, lungemedicin, nefrologi etc. Advarede desuden mod, at vi fik flere speciallægekategorier, idet Ditte Trolle mente, at der med den nuværende hierarkiske opbygning med administrerende overlæge, sideordnede overlæger, specialeansvarlige overlæger, vagtbærende overlæger og overenskomstansatte overlæger og afdelingslæger var et tilstrækkeligt hierarki i afdelingen.

En række repræsentanter fra DSOG præsenterede mulige subspecialer/ekspertuddannelser.

Perinatal medicin og foetomaternel medicin

Blev slået sammen under ét, og præsenteret af henholdsvis Kristjar Skajaa, Århus, og Niels Uldbjerg, Århus. Kristjar Skajaa omtalte vigtigheden i en almen gynækolog/obstetriker uddannelse i henhold til DSOG´s beskrivelse, og nående et uddannelsesniveau, hvor speciallægen vil kunne passe vagten på niveau af en funktionsbærende enhed. Den subspecialiserede obstetriker skulle supplere sin uddannelse med ultralydskannings niveau II, og skulle kunne foretage CVS og amniocentese samt håndtere præterm fødsel efter 25. uge afhængig af neonatalafdelingen lokalt. Der bør således være 2-3 obstetrikere med ansvar for obstetriken.

Ekspertniveauet var hjemmehørende på den specialiserede enhed (universitetsafdeling), og den subspecialiserede obstetriker skulle supplere sin uddannelse med ultralydskanningsniveau III samt evt. foetal terapi, herunder chordocentese, drænanlæggelse og intrauterin transfusion etc. Behovet skønnedes at være 2-4 eksperter pr. højtspecialiserede enhed.

Niels Uldbjerg gennemgik en dansk skole for obstetrisk ultralyd diagnostik. Uddannelsen er planlagt som en 1-årig uddannelse for læger, sygeplejersker og jordemødre. Uddannelsen er opbygget af tre moduler, hvor første modul indebærer 12 uger på ultralydskolen, modul to med 28 uger på hjemafdelingen og endelig modul tre med fem uger på ultralydskolen.

Kim Toftager-Larsen mente, at det var centralt at få belyst behovet herfor, og Aksel Lange advarede mod, at enhederne kunne blive for små.

Gynækologisk onkologi

Erik Søgaard Andersen, Aalborg, gennemgik gynækologisk onkologi som subspeciale. De danske behandlingsresultater viser, at vi gør det godt, men gør vi det godt nok? Den hidtidige forskningsindsats i Danmark har i det væsentligste været baseret på onkologerne snarere end på det gynækologiske speciale. DSOG´s arbejdsgruppe indenfor subspecialet stiler imod højere grad af centralisering af den gynækologiske/onkologiske behandling, der bør foregå på de 5 centre. Dette skal ses på baggrund af en styrkelse af forskning, uddannelse og patientbehandling. Foreslog at man så på et udvidet interamtsligt samarbejde, eksempelvis Århus og Aalborg i Jylland.

Urogynækologi

Gunnar Lose, København præsenterede Urogynækologien. Gunnar Lose indledte med at afgrænse området i Danmark, der ligger tæt op af UK. Til subspecialet hører alle nedre urinvejsproblemer, herunder prolaps og enkelte anallidelser. Den urogynækologiske arbejdsgruppe har netop udsendt et forslag om uddannelse af såvel subspecialister som eksperter til alle landets afdelinger. Det skønsmæssige behov i Danmark er 7-10 eksperter samt 20-25 subspecialister. Der udføres betydeligt flere prolapsoperationer end inkontinensoperationer. Begge operationstyper er vigtige at bevare indenfor det gynækologiske speciale, da vi ellers ikke har muligheder for at udvikle kirurgien med det nuværende antal operationer. Der forventes en positiv udvikling af subspecialet i de kommende år.

Reproduktionsmedicin

Anders Nyboe Andersen, København præsenterede den reproduktive medicin, hvor udredningen foregår i almen praksis, i speciallægepraksis og på gynækologisk afdeling. Aktuelt foretages 7500 behandlinger af 5000 kvinder med in vitro teknikker. Desuden udføres kunstig befrugtning af anden art sv. til et omfang af 10.000 behandlinger pr. år. Aktuelt er der 17 klinikker, heraf er seks offentlige og 11 private. Det på klinikkerne aktuelt beskæftiget personale drejer sig om ca. 30 læger.

Ved kunstig befrugtning af anden art er der næppe behov for subspecialisering, men Anders Nyboe Andersen mente, at indenfor in vitro teknikkerne er det berettiget med en ekspertfunktion. Den aktuelle behandling på ca. 20 afdelinger bør formentlig reduceres.

Ekspertuddannelsen bør styrkes indenfor in vitro teknikkerne, hvor området er veldefineret. Subspecialisering bør gennemføres på afdelingsniveau og på niveau af funktionsbærende enhed. Næppe nødvendigt i andre sammenhænge. Der er behov for en mere præcis kortlægning af omfanget af infertilitetsbehandling og dermed behovet for subspecialisering.

Speciallægepraksis

Næste indlæg kom fra Erik Fangel Poulsen, Odense, der definerede speciallægepraksis i gynækologi, som den i primærsektoren placerede ambulante del af et subspeciale på linie med alle andre. Erik Fangel Poulsen foreslog, at man benævnede subspecialet almen gynækologi, ambulant gynækologi, generel gynækologi eller f.eks. holistisk gynækologi. Erik Fangel Poulsen betonde vigtigheden i, at vi fortsat bevarer den holistiske opfattelse af den kvindelige organisme, fremfor det meget subspecialiserede, organspecifikke syn.

Erik Fangel Poulsen beklagede, at der ikke er noget patientflow fra specialafdeling til speciallægepraksis, men alene tilbage til almen praksis, og mellem almen praksis og gynækologisk speciallægepraksis.

Aktuelt er der 67 heltidspraktiserende gynækologer samt 25 deltidspraktiserende gynækologer, og endelig 11 med en tre-timers praksis. Speciallægepraksis modtager 150.000 henvisninger om året, og gennemfører 300.000 konsultationer. Speciallægepraksis varetager således 2/3 af den ambulante gynækologi i Danmark, og aktiviteten resulterer i 20.000 indlæggelser om året samt 120.000 ultralydskanninger årligt.

Erik Fangel Poulsen advokerede for, at subspecialet implementeres selvstændigt i uddannelsen i form af et A-kursus, og at der burde forekomme obligatorisk praktik i speciallægepraksis. Afslutningsvis opfordrede Erik Fangel Poulsen DSOG til at nedsætte et udvalg eller en arbejdsgruppe med det formål for øje, med et veldefineret kommissorium og en begrænset funktionstid, at implementere subspecialet i den øvrige videre efteruddannelse på lige fod med de andre subspecialer.

Minimal invasiv kirurgi

Lars Schouenborg, København, præsenterede minimal invasiv kirurgi. Lars Schouenborg gennemgik de endoskopiske teknikker, der nu har en ca.10 års erfaring, og således er kommet for at blive. Den gynækologiske kirurgi bør optimeres ved at gøre op med den holdning, at alle gynækologer skal operere. Lars Schouenborg mente, at den gode kirurg var karakteriseret af bla. talent og engagement, god oplæring samt mange operationer. Den gynækologiske kirurg bør kunne operere såvel åbent, vaginalt som endoskopisk. Foreslog en subspecialisering i kirurgiske teknikker indenfor dele af cancerkirurgien, inkontinenskirurgi, fertilitet, svær endometriose samt transcervikal

kirurgi. Herefter diskuteredes det, hvorvidt endoskopisk kirurgi var at betragte som et egentligt fagområde eller som et værktøj.

Gynækologisk endokrinologi

Afslutningsvis præsenterede Sven Olaf-Skouby, Frederiksberg, den gynækologiske endokrinologi og mente at forskning, undervisning og uddannelse vil drage fordel af en subspecialisering, der bør etableres på udvalgte områder. Behovet er svært at kvantitere, men områder som kontraception, blødningsforstyrrelser, menopause, adolescens gynækologi, funktionel PCO og HRT, blev foreslået.

Temadagen blev afsluttet med en paneldiskussion, hvor Jørgen Wiese, Randers indledte med at spørge, hvordan vi får meldt ud, at funktionsbærende enheder ikke medfører et stort antal sygehuslukninger. Steen Tinning svarede, at information samt diskussion med amterne er den eneste vej frem.

Steen Tinning og Henning Beck var begge af den opfattelse, at fagområder, defineret og certificeret af de videnskabelige selskaber var vejen frem. Steen Tinning advarede imod, at man lavede et for bureaukratisk og dermed stift system, men at man lavede et fleksibelt system.

Ole Mogensen, Århus advarede mod at lave systemet for fleksibelt, idet der dermed var risiko for at sænke uddannelsesniveauet, som Ole Mogensen mente burde være det højest mulige, idet vi på ingen måde længere er i front uddannelsesmæssigt i europæisk regi. Ole Mogensen mente derfor netop, at fagområderne var et utroligt godt instrument til at give specialet et tiltrængt, fagligt løft.

I panelet var der enighed om, at kunsten var et bevare det holistiske kvindesyn, men at arbejde på det subspecialiserede kvalitetsniveau.

Jan Blaakær afrundede dagen, og glædede sig over, at Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi på mange områder synes at være i front med hensyn til uddannelsesstruktur og indhold. Vi har i specialet formået at bevare stort set alle subspecialer og interesseområder i ét regi, og DSOG vil arbejde på, at dette kan fortsætte. Bestyrelsens vigtigste opgave i de kommende 1-2 år bliver, at definere subspecialerne og ekspertfunktionerne under hensyntagen til de forskellige afdelingsstrukturer og de kommende funktionsbærende enheder og højt specialiserede enheder samt den ventede rapport fra Speciallægekommissionen. Bestyrelsen vil drøfte, hvorvidt dette arbejde skal foregå i regi af det nuværende EXPU-udvalg, eller om der skal etableres en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de nu definerede subspecialer.

Referent Jan Blaakær