Personen bag navnet
Étienne Stéphane Tarnier
Af Torsten Sørensen

På det tidspunkt, da det var livsfarligt at foretage et kejsersnit, var de få andre muligheder for at yde hjælp ved fødselskomplikationer, at man foretog en indre vending af fosteret med efterfølgende fremtrækning. Eller man kunne anlægge en fødetang, selv om tangen skulle anlægges på et caput, der stod langt over spinae. Det var forbundet med en stor risiko for både moder og barn. Og derfor blev der forsket i, hvordan de høje tænger kunne anlægges uden problemer.
Med de første fødetænger var det ikke muligt at udøve et træk, der fulgte fødselskanalen. Som Tarnier skrev: All obstetricians know that in a proper application of the forceps, traction ought to be directed as far as possible in the axis of the pelvis; but all acknowledge that at the superior strait and above the strait it is impossible to pull far enough back, because the instrument is unavoidably maintained in the wrong direction by the resistance of the perineum.
Først da Tarnier i 1877 publicerede et arbejde, hvor han omtalte sin aksetræktang, blev det muligt og relativt let at anlægge en høj tang og udøve et træk svarende til fødselskanalens forløb. Håndteringen af aksetræktangen skete horisontalt, og derfor var anlæggelsen langt lettere end ved andre typer af fødetænger.
Tarnier konstruerede sin tang efter inspiration fra en kollega, som havde konstrueret en aksetræktang, men den var upraktisk og besværlig at bruge. Derfor er det Tarnier, der skal have æren for at have konstrueret en fødetang, der var let at anlægge og tillod et træk svarende til aksen i krumningen af den hårde fødselsvej. Derfor blev tangen kaldt for en aksetræktang.
Étienne Stéphane Tarnier blev født den 29. april 1828i en lille by, Aiserey, nær Dijon. Faderen var læge, og kort efter Tarniers fødsel flyttede familien til Arc-sur-Tille., Her voksede han op og fik et nært tilhørsforhold til stedet. Det betød, at han ofte senere i livet vendte tilbage til byen, hvor han tilbragte mange ferier.

I 1848 rejste Tarnier til Paris for at læse medicin, men studierne blev snart afbrudt, fordi han skulle hjælpe faderen i hans praksis under en koleraepidemi. Men siden fortsatte han studierne, og i 1856 fik han ansættelse på Maternité i Paris. Ikke for at gøre en obstetrisk karriere, men for at lære så meget om fødselshjælp, at han kunne fungere som praktiserende læge. Men snart blev Tarnier interesseret i obstetrik og udførte en række kliniske og patologiske undersøgelser inden for faget. Det betød en yderligere interesse for fødselshjælpen, og han besluttede at hellige sig dette speciale.
På det tidspunkt var barselsfeber et stort problem. I en opgørelse registrerede Tarnier, at hver sjette kvinde døde efter fødslen. Og i en anden opgørelse var det 31 ud af 32 kvinder, Det skrev han en monografi om i 1857, og den betød, at ledelsen af Maternité blev opmærksom på den unge Tarnier. Han blev chef for den obstetriske klinik i 1867 og professor i fødselshjælp i 1889.
Tarnier fik stor betydning inden for den franske obstetrik. I sit arbejde fra 1857 omtalte han betydningen af at holde præmature børn varme ved hjælp såkaldte inkubatorer, som han siden kaldte kuvøser. Han konstruerede bl.a. en dilatator, der kunne anvendes, hvis man ønskede at forcere dilatationen af orificium.
Han var også den første, der indførte anvendelsen af karbolsyre i obstetrikken. Det betød, at antallet af dødsfald pga. puerperalfeber faldt drastisk. Faktisk viste en opgørelse, der omfattede 1.000 konsekutive fødsler, at ingen af kvinderne døde. Det var meget imponerende på den tid.
Tarnier arbejdede hårdt, og pga. overanstrengelse besluttede han at trække sig tilbage i 1897. Men samme morgen, hvor han skulle holde sin afslutningstale, fik han en hjerneblødning, som han ikke kom over. Han døde den 22. november 1897.
I 1905 blev der rejst et monument til ære for Étienne Stéphane Tarnier på hjørnet af Rue d'Assas og Avenue de l'Observatoire. Det fremgår af indskriften på mindesmærket, at det blev  rejst af kolleger, studenter, venner og beundrere.

link til billede af Tarnier's tang