Personen bag navnet: Vasili Vasilievich Stroganoff

 

Personen bag navnet

Vasili Vasilievich Stroganoff

Af Torsten Sørensen

 

Stroganoffs profylaktiske behandling af eklampsi bestod oprindelig i åreladning og efterfølgende behandling med morfin og kloral efter et bestemt skema, indtil kvinden blev forløst. Det var en behandling, som Stroganoff var begyndt på i 1897; senere tog han afstand fra åreladningen.

Behandlingen blev i øvrigt taget op af andre i 1910, og en halv snes år senere blev den udførligt beskrevet af Stroganoff selv.

Siden 1930, hvor han udgav sin bog The improved prophylactic method in the treatment of eclampsia , har man ved Stroganoffs metode til profylaktisk eklampsibehandling forstået, at man skulle undgå alt, der kunne fremkalde et krampeanfald. Patienten skulle anbringes i et roligt, mørkt værelse uden støj. Desuden skulle der gives gentagne doser af morfin og kloral.

Efter at Stroganoff havde offentliggjort sine erfaringer og iagttagelser, blev man klar over, at eklampsi er en sygdom, der kan undgås gennem en omhyggelig prænatal søgen efter risikopatienter ved hjælp af blodtryksmåling, undersøgelse af urinen for protein og vejning af de gravide kvinder mhp. ødemer. Og disse parametre indgår også i dag i svangrekontrollen. Men selve behandlingen af eklampsi, som den blev angivet af Stroganoff, er nu obsolet.

Vasili Vasilievich Stroganoff blev født i Viazma i nærheden af Smolensk i Rusland den 29. december 1857. Han blev læge i 1880 fra Voenno-Meditsinskaya Akademiya, og det var også herfra, at han i 1882 opnåede sin doktorgrad.

Allerede som student gjorde Stroganoff sundhedstjeneste i landdistrikterne omkring Nezhinsk. Senere blev han interesseret i obstetrik, og det førte ham i 1885 til Skt. Petersborg, hvor han studerede ved Povivalnui instituttet, der var statens institut for obstetrik og gynækologi. Og her blev han professor i fødselsvidenskab i 1897. Fra 1890 til 1912 arbejdede han også ved Hertuginde Helena Pawlowna-instituttet, hvor han var titulær professor fra 1900, indtil han fratrådte i 1912.

Stroganoff betegnes som grundlæggeren af den videnskabelige obstetrik i Rusland, hvor han uden tvivl var den mest indflydelsesrige fødselslæge. Man har regnet ud, at han i alt underviste 4.000 jordemødre, 10.000 medicinske studenter og 7.000 læger, hvoraf mindst femten senere fik betydningsfulde stillinger som professorer i fødselshjælp.


Visili Stroganoff publicerede omkring 150 medicinske artikler, hvoraf de fleste handlede om enten bakterifloraen i de kvindelige genitalier eller om behandlingen af eklampsi. Desuden skrev han tre lærebøger; den bedste kendte af dem udkom i 1930 og handlede om eklampsibehandlingen, og den blev oversat til engelsk og fransk. En anden lærebog handlede om komplikationer i graviditeten og fødslen; hans tredje bog behandler praktiske problemer i obstetrikken.

Stroganoff blev udnævnt til æresmedlem af et utal af medicinske selskaber. Og desuden overrakte det belgiske selskab for gynækologi og obstetrik ham en pris på 12.000 franc for hans fremragende indsats inden for fødselshjælpen. men dette beløb gav han straks videre til de antifascistiske bevægelser i Kina og Spanien.

Han kæmpede mod uretfærdighed og var en af de første læger i verden, som protesterede mod de grusomheder, der foregik i Tyskland inden Anden Verdenskrig.

Vasili Vasilievich Stroganoff døde den 24. september 1938, og for at mindes ham skabte det russiske sundhedsministerium en pris på 10.000 rubler til det bedste videnskabelige arbejde om eklampsi.