Harold Leeming Sheehan

Af Torsten Sørensen

 

Sheehans syndrom kaldes også Panhypopituitarismus eller Apopleksia pituitaria og skyldes svigtende endokrine funktioner i adenohypofysen. Årsagen til dette er formentlig infarcering af hypofysen i tilslutning til cirkulationsforstyrrelser som følge af kraftig blødning efter en fødsel. Ofte kommer der blødning og nekrose af hypofysen med udstødning af materiale i subarachnoidalrummet med efterfølgende samme symptomer som ved meningitis og subarachnoidalblødning.

Symptomerne afhænger af graden af hypofyseinsufficiensen. Sædvanligvis klager over fysisk og psykisk træthed med koncentrationsbesvær. Der kommer atrofi af gl. thyreoidea, ovarier og genitalorganer. Menstruationerne udebliver, aksil- og pubesbehåringen forsvinder. Patienterne bliver apatiske, sløve og orker ikke de huslige gøremål. Huden bliver tør og pergamentagtig, og tidligere døde patienterne ofte i koma i tilslutning til en interkurrent sygdom.

Harold Leeming Sheehan blev født den 4. august 1900 i Carlisle lige syd for grænsen mellem England og Skotland. Faderen var praktiserende læge. Og formentlig inspireret af ham begyndte Harold Sheehan at læse medicin ved universitetet i Manchester, hvor han allerede efter få år blev knyttet til det patologiske institut.

Studierne blev afbrudt af faderens pludselige død, som betød, at Sheehan måtte rejse hjem og overtage praksis og passede den, indtil en yngre broder havde kvalificeret sig til at afløse ham. Herefter vendte Harold Sheehan tilbage til Manchester Universitet, hvor han holdt forelæsninger over patologisk anatomi i perioden 1927-1934.

I 1934 tog han på studietur til USA, hvor han opholdt sig et år ved Johns Hopkins Medical School; umiddelbart efter sit ophold i USA blev han chef for forskningen på Glasgow Royal Maternity Hospital.

Sheehans akademiske karriere blev afbrudt af 2. verdenskrig, hvor deltog aktivt og efterhånden fik titel af brigadegeneral. Efter krigen fik han stilling som professor i patologisk anatomi ved universitetet i Liverpool, hvor han var ansat til 1965. Han var en blændende forelæser, og privat var han et meget underholdende menneske.

Harold Sheehans nu klassiske arbejde stammer fra 1937, hvor han publicerede et arbejde med titlen A Post-partum necrosis of the anterior pituitary @ . Der var ganske vist tidligere beskrevet nekrose af hypofysen - bl.a. af den tyske læge Morris Simmonds i 1914. Men Sheehan var den første, der med sin publikation i 1937 redegjorde for den obstetriske baggrund for tilstanden. Han havde studeret 59 autopsier fra kvinder, der alle var døde i puerperiet. I elleve tilfælde var det kvinder, der døde i umiddelbar tilslutning til fødslen, og hos dem havde han i syv tilfælde fundet næsten komplet nekrose af hypofysens forlap; i de resterende fire tilfælde havde han fundet nekrose i en mindre del af hypofysen.

Når Sheehan indsamlede oplysninger om kvinder, som havde haft store blødninger i forbindelse med en fødsel, begyndte han med at sende et spørgeskema. Men ingen af de kvinder, som havde haft virkelig store blødninger, besvarede spørgeskemaet. Og det var blandt disse kvinder, at han fandt de mest udtalte tilfælde af hypopituitarismus.

I øvrigt interesserede Harold Sheehan sig også for svangerskabets patologi, renal fysiologi og eksperimentel diabetes. Han trak sig tilbage i 1965 og tilbragte de næste femten år med at analysere sin samling af histologiske præparater. Han skrev to lærebøger; den sidste – ”Post-partum Hypopituitarism” - udkom, da han var 82 år gammel. Han døde i 1988.