Personen bag navnet

Edith Louise Potter

Af Torsten Sørensen

Potters syndrom er en kombination af adskillige medfødte misdannelse især i urinvejene, hvor der er manglende anlæg af nyrerne (agenesia renis). Desuden er der misdannelser i kønsorganerne, og lungerne er hypoplastiske. Graviditeten har næsten altid været kompliceret af oligohydramnios, som formentlig er årsag til de ydre deformiteter, der forekommer - sædvanligvis i arme og ben.

Karakteristisk er det såkaldte Potters facies, der viser sig ved øget afstand mellem øjnene, affladet næse og en vigende underlæbe. Desuden er ørerne lavtsiddende med ufuldstændig bruskudvikling. Derudover kan der være andre misdannelser i ansigtet.

Børn med Potters syndrom har faktisk et så karakteristisk udseende af præmatur senilitet, at man allerede ved at kaste et blik på barnet får mistanke om diagnosen nyreagenesi.

Syndromet ses hyppigst hos drengebørn og er uforeneligt med livets opretholdelse; børn med syndromet dør allerede få timer efter fødslen af respirationsproblemer, inden de når at udvikle uræmi. En evt. arvelighed er ikke klarlagt.

Syndromet blev beskrevet af Edith Louise Potter i 1946 i en artikel i Journal of Paediatrics. Den tilstand, som hun beskrev, havde hun fundet hos 17 drenge og tre piger i en serie på 5000 autopsier af fostre og nyfødte børn. Indtil da troede man, at tilstanden var meget sjælden, idet der kun var beskrevet ganske få tilfælde.

Senere publicerede Edith Potter et materiale på 50 tilfælde, som hun selv havde observeret, og beskrev syndromet i detaljer. Hun gjorde opmærksom på, at teratogene syndromer kunne forstås på den måde, at alle organer, der var i et embryologisk stadium, hvor de var modtagelige for den teratogene effekt, også ville blive påvirket. På den måde bidrog beskrivelsen af Potters syndrom afgørende til forståelsen af, hvordan misdannelser opstår og omfanget af dem.

Edith Louise Potter blev født i Clinton i Iowa i USA i 1901 og blev læge fra Minnesota University i 1925. Herefter gik hun i praksis i fem år, inden hun begyndte at interessere sig for patologi. Hun forsvarede sin disputats i 1934 og fik herefter stilling på afdelingen for gynækologi og obstetrik på University of Chicago.

I 1956 blev hun udnævnt til professor i patologi og fik ansættelse som patolog på Chicago Lying-in Hospital. Og den stilling havde hun, indtil hun trak sig tilbage i 1967, hvor hun bosatte sig i Florida. I øvrigt var hun meget flittig. Hun skrev seks monografier og flere end 130 videnskabelige artikler.

Edith Potter modtog en hædersbevisning fra American College of Obstetricians and Gynaecologists i 1975 og blev udnævnt til æresmedlem af International Paediatric Pathology Association.

Hun døde den 22. marts 1993 på et krydstogt i det Caribiske hav og er siden blevet mindet ved en Edith Potter Memorial Lecture i forbindelse med det amerikanske gynækolog-selskabs årlige møde.