Ralph Hayward Pomeroy

 

Personen bag navnet

Ralph Hayward Pomeroy

Af Torsten Sørensen

 

Den sterilisationsmetode, som blev udviklet af Ralph Pomeroy, er ganske simpel og meget effektiv. Den udføres ved at trække tubae op i en slynge, ligere slyngens ben med en tråd af resorberbart materiale, hvorefter slyngen ekscideres. Efterh å nden som suturmaterialet resorberes, trækker tubaenderne sig fra hinanden og fibroserer.

Da Pomeroys metode til sterilisation er både enkelt at udføre og samtidig meget effektiv, har den været anvendt i mange lande, specielt ved sterilisation af kvinder i det tidlige puerperium. Imidlertid er metoden ikke beskrevet af Pomeroy selv, men af to af hans medarbejdere nogle år efter hans død. De publicerede et arbejde om Pomeroys sterilisationsmetode første gang den 6. juni 1929 ved et m ø de i New York State Medical Society. På det tidspunkt var metoden med succes blevet anvendt i 100 konsekutive tilfælde. I hvert fald havde man ikke kendskab til, at graviditet var indtrådt hos de kvinder, der var blevet steriliserede efter metoden. Efter mødet blev metoden beskrevet i 1930 i New York State Journal of Medicine.

Ralph Hayward Pomeroy blev født den 12. januar 1867 i New York. Han var niende generation efter Eltweed Pomeroy, som bosatte sig i Dorchester i Massachusetss i 1630.

Pomeroy studerede ved Wesleyan Universitetet i Middletown i Connecticut og blev læge fra Long Island College Hospital i Brooklyn i 1887. Efter et ophold p å Charity Hospital blev han instruktør i obstetrik og nedsatte sig som praktiserende fødselslæge i Brooklyn. Senere blev han associeret professor i faget i 1912 og var en af grundlæggerne af Williamsburg Hospital i Brooklyn.

Senere blev Ralph Pomeroy "consulting obstetrician" ved adskillige af Brooklyns hospitaler, bl.a. Kings County Hospital. Desuden havde han en lang række tillidsposter. Bl.a. blev han valgt til præsident for Kings County Medical Society i 1916. Og han er den eneste, der nogensinde er blevet valgt to gange til præsident for New York Obstetrical Society.

Som ung havde Pomeroy en hoftelidelse, som betød, at han skulle holde sengen i flere måneder. Den betød også, at han blev lam i benene. Så meget desto mere er hans karriere imponerende.

Ralph Pomeroy advokerede tidligt og meget stærkt for, at fødekvinder skulle tilbydes analgesi; han gav udtryk for, at hensigten var, "to convert primiparae into undamaged, unterrified and competent multiparae". Desuden beskrev han en manøvre til korrektion af en fosterstilling ved at manipulerede med fosterets skulder.

"Pom", som Ralph Pomeroy blev kaldt af de nærmeste venner, døde den 22. august 1925. Men hans navn lever gennem den simple og effektive metode til sterilisation, som han udviklede. Selv om han ikke selv beskrev den, bærer den hans navn, og den anvendes stadig mange steder.