Personen bag navnet

Emil Theodor Kocher

Af Torsten Sørensen

Formentlig har alle, der udøver operativ virksomhed, anvendt Kochers pincet, der er en kirurgisk tang forsynet med små hager på spidsen af brancherne i modsætning til den Pean's arterieklemme, der ikke har de nævnte hager. Den såkaldte Kocher anvendes, når man skal sætte en tang på en struktur og gerne vil sikre sig, at vævet mellem brancherne ikke glider ud over spidsen. Instrumentet hører vel de fleste steder til standardsortimentet af instrumenter, der lægges frem ved enhver operation. Det har navn efter dets opfinder - Emil Theodor Kocher.

Han blev født den 25. august 1841 i den schweiziske forbundshovedstad Bern. Faderen var ingeniør, og fra ham arvede den unge Theodor evnen til at tænke logisk og strengt matematisk, mens han fra den stærkt religiøse moder fik evnen til dyb medmenneskelig forståelse.

Efter gymnasietiden begyndte Theodor Kocher at læse medicin. Han blev læge fra Berns Universitet i 1865 og ønskede at blive kirurg. Det lykkedes ham at få ansættelse hos nogle af tidens store kirurger - bl.a. Bernhard von Langenbeck og Theodor Billroth - og desuden supplerede han sin uddannelse med patologisk anatomi hos selveste Rudolf Virchow.

I et års tid rejste Kocher rundt i Europa og besøgte tidens store læger. I Glasgow stiftede han således bekendtskab med Joseph Lister og hans antiseptik, som Kocher blev begejstret for. Det betød, at Kocher som den første kirurg i Schweiz indførte antiseptikken..

Senere rejste Kocher til Paris, hvor han studerede kirurgi hos Auguste Nélaton og bakterilogi hos Louis Pasteur.

Som kirurg var Kocher meget omhyggelig. Han tog afstand fra tidens opfattelse af, at en god kirurg var en hurtig kirurg. Efter hans mening var kirurger, der tog unødvendige risici og opererede efter et stopur, måske nok beundringsværdige set med tilskuernes øjne. Men det var ikke altid, man selv ønskede at blive opereret af disse kirurger.

I 1872 blev Theodor Kocher professor i kirurgi ved Universitetet i Bern.. Han var højt kvalificeret, men alligevel var det ikke uden sværdslag, at han fik stillingen; fakultetet havde nemlig indstillet den tyske kirurg Franz König til professoratet. Dette gav anledning til voldsomme reaktioner til fordel for Kocher. Bl.a. skrev den lokale presse, at nok var man enig i den grundholdning, at man skulle ansætte dygtige lærere uanset nationalitet. Men når man nu havde en afholdt, erfaren og højt kvalificeret lokal kirurg, var der ingen grund til at ansætte en udlænding.

Det hele endte med Kochers ansættelse som professor. Og den stilling beholdt han resten af livet, selv om man nogle år senere forsøgte at kalde ham til et professorat i Prag.. Stillingen var fristende for Kocher, men han afslog og benyttede lejligheden til at kræve forbedringer på den kirurgiske klinik i Bern. Dem fik han, for man var klar over Kochers kvalifikationer og ville gerne gøre meget for at beholde ham i Schweiz.

Taknemligheden over, at han ville blive i Bern var overvældende. Anført af studenternes fakkeltog samledes en stor mængde borgere uden for hans bolig. Her blev han hyldet ikke blot for sin indsats som kirurg og professor, men også som nationalt samlingssymbol.

Kocher interesserede sig især for struma-kirurgi og fik Nobel-prisen i 1909 for sin indsats inden for gl. thyreoideas fysiologi og patologi og for sin interesse for kirurgiske indgreb på skjoldbruskkirtlen. Derudover har Kocher lagt navn til instrumenter, som han konstruerede - bl.a. Kochers pincet og Kochers sonde. Og han beskrev en metode til at hindre luksationer i skulderleddet og en teknik til åbning af duodenum for at eksponere ampulla Vateri ("kocherisation").

Kocher fortsatte med arbejde selv efter, at han havde passeret 70-års alderen. Han bevægede sig spændstigt og adræt og opererede ubesværet og sikkert. Det gjorde han også den 23. juli 1917, hvor han udførte en større operation. Men efter indgrebet følte han sig sløj, og i det følgende dage blev han mere og mere fjern; han døde den 27.juli 1917 - 76 år gammel.