Personen bag navnet - János Veress

Af Torsten Sørensen

 

Vel nok hver eneste dag bliver der foretaget laparoskopier på de gynækologiske afdelinger. Disse undersøgelser er blevet en uundværlig undersøgelse for gynækologerne, siden det kolde fiberlys blev udviklet i slutningen af 1960’erne. Gennem et lille snit i eller ved navlen insuffleres kuldioxid i abdomen ved hjælp af en speciel kanyle, inden laparoskopet indføres.


Janos Veress’s kanyle er i dag det vigtigste instrument til etablering af pneumo-peritoneum. Kanylen består af et ydre rør, som er slebet og skråt afskåret i spidsen for let at kunne passere væv. Inde i røret findes en stilet, som er stump. Ved hjælp af en fjedermekanisme springer denne stilet frem, når der ikke længere er modstand, f.eks. når kanylen har passeret abdominalvæggen og er beliggende i peritonealkaviteten. På den måde beskyttes indre organer mod det skarptslebne ydre kanylerør, og læsioner undgås.


Oprindeligt blev kanylen udviklet for at etablere pneumothorax som led i behandlingen af tuberkulose. János Veress var thoraxkirurg og interesserede sig for tuberkulose, som i 1930’erne var en hyppig lidelse i Ungarn. Han blev født i 1903 i Kismajtény i Ungarn. I 1927 blev han læge fra Debrecen Universitet og uddannede sig herefter til intern medicin med speciale i luftvejenes sygdomme.


I perioden 1932 til 1955 var han chef for afdelingen for intern - og respirationsmedicin ved Centralsygehuset i Kapuvar. Herefter flyttede han til Budapest, hvor han døde af en betændelse ved hjertet den 27. januar 1979.


I 1938 beskrev han sit instrument i Deutsche Medizinische Wochenschrift i en artikel med titlen “Ein neues Instrument zur Ausfuhrung von Brust - oder Bauchpunktionen und Pneumothoraxbehandlung”. I artiklen gør han opmærksom på, at konstruktionen betyder, at instrumentet er egnet ikke blot til “exploratory punctures”, men også til udtømmelse af exudater og empyemer. Desuden kunne kanylen anvendes ved perfusioner. Selv havde han på det tidspunkt anvendt kanylen gennem adskillige år ved et par tusinde tilfælde.


I dag findes Veress’s kanyle i mange variationer og modifikationer. Og alle gynækologer og andre, der udfører laparoskopier, er familiær med anvendelsen af den
.