
Personen bag navnet
Frederick Carpenter Irving
Af Torsten Sørensen
Den metode til sterilisation af kvinder, som blev beskrevet af Max Madlener i 1919 viste sig desværre ikke at være særlig effektiv. Og den metode, som Ralph Pomeroy udviklede, og som blev beskrevet i 1930 efter hans død, medfører en del vævsskade. For både at få en meget sikker metode, som ikke medførte så store skader på tubae uterinae, udviklede Frederick Irving en ny metode i 1924; den beskrives som flere steder som ”idiotsikker”, men tager lidt længere tid at udføre end de metoder, som blev udviklet af henholdsvis Madlener og Pomeroy.
Irvings metode beror på, at tubae deles ca. tre cm fra uterinhjørnerne. Den distale tubaende ligeres og lades i øvrigt urørt, mens den proximale tubaeende forsænkes i myometriet efter, at også denne del af tuba er blevet ligeret.
Senere modificerede Irving sin teknik, og i 1950 kunne han publicere et materiale på 814 kvinder, der var blevet steriliseret efter hans metode. Ingen af dem var blevet gravide.
Frederick Carpenter Irving blev af sine venner kaldet Fritz. Han blev født den 30. maj 1883 i Gouverneur i New York i USA. Han blev læge fra Harvard Medical School i 1910 og fik sin første postgraduate uddannelse ved Massachusetts General Hospital og Boston Lying-in Hospital.
Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste i det amerikanske lægekorps i Italien og i Frankrig. Siden blev han udnævnt til professor i obstetrik og gynækologi ved Harvard Medical School. Senere blev han også chef for fødeafdelingen ved Boston Lying-in Hospital; han havde disse stillinger ind til 1947.
Irving var præsident for American Gynecological Society i 1951 og var i øvrigt en flittig skribent, hvis publikationer var prægede af hans store kendskab til klassisk og græsk mytologi. I 1936 udgav han ”A Textbook of Obstetrics”, og i 1942 udkom ”Safe Deliverance”. Året efter udgav han ”Outline of Abnormal Obstetrics”. Desuden designede han en fødetang, som kom til at bære hans navn.
Frederick Irving var en progressiv tænker, som gjorde meget for at holde kontakten til hospitalets pædiatriske afdeling. Han tænkte meget over tilstanden hos de nyfødte og søgte at forbedre den perinatale dødelighed. Desuden harcelerede han over tidens tendens til at hysterektomere ved enhver lejlighed: ”A woman who completes the menopause with her uterus in situ is not only possesed of an unusual degree of elusiveness, but she will also be an object of curiosity among her friends”.
Hans barnebarn - forfatteren John Irving – takkede i øvrigt Irving for den inspiration, som både han og hans bog ”Safe Deliveance” havde været, da John Irving skrev sin bedst sælgende bog ”Cider House Rules”. Det fremgår af bogens forord.
I 1951 flyttede Frederick Irving til Belleair i Florida, hvor han døde den 24. december 1957. |
|