Personen bag navnet

John Braxton Hicks

Af Torsten Sørensen

I 1871 beskrev John Braxton Hicks de svage uterine kontraktioner, som siden kom til at bære hans navn. Ved at lægge hånden på uterus og lade den blive dér over længere tid opdagede han, at uterus gennem hele graviditeten trækker sig sammen med større eller mindre mellemrum. Han foreslog, at påvisning af disse sammentrækninger kunne være hjælp, når man skulle stille graviditetsdiagnosen; bl.a. anvendte han selv påvisningen af kontraktionerne til at finde ud af, om en patient var gravid eller ej.

I øvrigt mente Hicks, at livmoderens sammentrækninger havde til formål at øge blodcirkulationen i uterus og i placenta, og at “adapt the position of the fetus to the form of the uterus”. Mere populært kan man forklare kontraktionerne med, at livmoderen “træner”, så den er i form, når fødslen går i gang.

Livmoderens sammentrækninger er til stede gennem hele graviditeten, men bliver særlig udtalte hen mod fødslen. De optræder specielt hos primiparae og kan være svage eller kraftigere. Undertiden kan de illudere veer og få kvinden til at tro, at hun er i fødsel. På latin kaldes tilstanden for labores praesagientes (lat. praesagire: ane, mærke forud).

Braxton Hicks er også kendt for sin beskrivelse af den bimanuelle, kombinerede indre og ydre vending af et foster, når man var nødsaget til at gribe ind pga. blødning fra placenta. Filosofien bag manøvren var, at fosteret kunne anvendes som en slags “prop”, der blev presset ned mod placenta og dermed mindskede blødningen. Iflg. Hicks skulle man indføre sin venstre hånd forsigtigt i vagina så langt op, at man havde kontakt med fosterets hoved. Den højre hånd blev anvendt til at presse mod fosteret udvendig fra. På den måde kunne fosteret forholdsvis let vendes og benene trækkes ned i vagina; gennem et yderligere træk på fosterets ben lavede man en slags intern tamponade af placenta.

Proceduren er beskrevet som en relativ atraumatisk måde, hvorpå man kunne reducere et blodtab og samtidig fremskynde fødslen. Manøvren fik en stor udbredelsen og reducerede angiveligt den maternelle mortalitet signifikant, indtil den blev afløst af kejsersnittet.

John Braxton Hicks var en af de mest berømte fødselslæger i datidens London. Han blev født i 1823 i Rye i Sussex, UK, og læste medicin ved Guy's Hospital i London. Allerede under studiet modtog han mange priser og udmærkelser. Han fik lægeeksamen i 1851 og slog sig ned som praktiserende læge i Tottenham-distriktet i London, hvor han snart koncentrerede sig om obstetrik.

I 1859 fik han stilling som underviser i fødselshjælp på Guy's Hospital og senere også på Sct. Mary's Hospital. Og i 1871 blev han præsident for Obstetrical Society of London. Han trak sig tilbage i 1894 og helligede sig sit otium og sine interesser for botanik og zoologi.

Braxton Hicks var myreflittig. Udover det nævnte er hans navn knyttet til en modificeret cephalotribe. Og han udgav langt over hundrede publikationer ikke blot om medicinske emner, men også om andre, som interesserede ham.

John Braxton Hicks døde den 28. august 1897 af følgerne efter en influenza.