Personen bag navnet

Wilhelm Heinrich Erb

Af Torsten Sørensen

Sker der en beskadigelse af den øverste del af plexus brachialis af en eller anden årsag, kommer der lammelse af skulderens bevægelser og albuens bøjning. Klinisk viser det sig ved, at armen hænger slapt ned langs siden med strakt albuen. På engelsk kaldes stillingen for ” Waiter's tip deformity” , idet hånden holdes, som om personen beder om drikkepenge.

De hyppigste skader på plexus brachialis ses især efter fødsel i underkroppræsentation, ved skulder dystoci eller ved fødsel af store børn, som det blev beskrevet af Guillaume Benjamin Amand Duchenne i 1872. To år senere - i 1874 - beskrev Wilhelm Heinrich Erb fire tilfælde hos voksne. To af disse tilfælde skyldtes traumer, et tilfælde var forårsaget af cancermetastase og i et tilfælde var årsagen ukendt.

I dag kaldes tilstanden for Duchenne-Erbs paralyse eller for paralysis Erb-Duchenne efter de to læger, der har beskrevet den.

Som søn af en forstmand blev Wilhelm Erb født den 30. november 1840 i Winnweiler i Bayern i Tyskland. Og allerede som 17-årig begyndte han på medicinstudiet ved Universitetet i Heidelberg, hvorfra han blev læge i 1864. Samme år begyndte at give privatundervisning og fem år senere blev han udnævnt til lektor. Desuden var han assistent for patologen Nikaloaus Friedreich (1825-1882) i Heidelberg. Senere fortsatte Wilhelm Erb studierne i både München og Leipzig.

I øvrigt begyndte han sin medicinske karriere med bl.a. at studere toksikologi og histologi, men senere blev han interesseret i neurologi. Og det medførte, at han blev en af de førende neurologer i Europa i det 19. århundrede.

I 1880 blev Wilhelm Erb kaldet til professor i speciel patologi ved Universitetet i Leipzig, hvor han også blev chef for Universitetets poliklinik. Men i 1883 vendte han tilbage til Heidelberg, hvor han efterfulgte sin tidligere lærer, Nikaloaus Friedreich, som professor i speciel patologi. Og her blev han, indtil han trak sig tilbage i 1907.

Erb anvendte elektrodiagnostik i sin forskning og kunne bl.a. demonstrere øget motorisk nervesensibilitet hos patienter med tetanus. Og det skyldtes angiveligt ham, at reflekshammeren blev anvendt hyppigere end tidligere ved neurologiske undersøgelser.

Som person fremstod Wilhelm Erb som en kultiveret gentleman. Han var altid ulastelig påklædt, og hvert af hårene i hans skæg var veltrimmet. Desuden holdt han en naturlig distance til alle; hverken han selv eller andre var tvivl om, at han var ” Herr Geheimrat” . Men han var også kendt for sin godgørenhed; uanset stand fik alle den samme professionelle behandling i hans store og internationale praksis.

Erb var en fremragende underviser, men også lidt af en tyran med en kort lunte. Undertiden tabte han tålmodigheden, og ved de lejligheder kunne han anvende et sprogbrug, der beskrives som stammende fra ungdommen, da han hjalp sin fader i skoven. I hvert fald lå det langt fra det sprog, det sædvanligvis blev talt i akademiske kredse.

Hans otium blev desværre ikke lykkeligt. I 1876 var han blevet gift med Anna Gass, med hvem han fik fire sønner. Men to døde og en tredje blev dræbt under Første Verdenskrig, hvilket tog hårdt på ham.

Wilhelm Erb døde den 21. oktober 1921 af en bronchopneumoni; den havde udviklet sig efter en forkølelse, som han havde pådraget sig få dage forinden på hjem fra en koncert.