Christian Andreas Doppler

Af Torsten Sørensen

 

Den såkaldte doppler-effekt er en frekvensændring af lys - eller lydsignaler fremkaldt af variationen af afstanden mellem signalgiver og - modtager. Frekvensen afhænger af den relative hastighed mellem kilde og iagttager. For lydbølger er effekten velkendt. Når en ambulance nærmer sig, har sirenen en højere tone (frekvens), end når den fjerner sig. Dette spiller en vigtig rolle inden for astronomien, idet fænomenet gør det muligt at beregne stjernernes og galaksernes hastighed i forhold til jorden.

 

Men også i medicinen har doppler-effekten stor betydning. Den er grundlaget for den såkaldte doppler-undersøgelse, der er en metode til belysning af strømningsforholdene i blodkar ved hjælp af ultralyd. Metoden beror på, at ultralyd-ekkoer fra objekter i bevægelse, f.eks. blodlegemer, har en anden frekvens end den udsendte ultralyd. Denne frekvensforskel er direkte afhængig af blodlegemernes strømningshastighed i de undersøgte blodårer. Undersøgelsen blev første gang beskrevet i 1959 og er siden blevet en rutinemetode til registrering af blodgennemstrømningen i både centrale og perifere kar.

 

Anvendelsen af metoden inden for obstetrikken blev første gang beskrevet i 1977. Og i sidste halvdel af 1980-erne blev doppler-ultralyd-undersøgelsen en vigtig metode til vurdering af blodgennemstrømningen i fosteret og især i navlesnoren.

 

Teorien om doppler-effekten blev første gang beskrevet den 25. maj 1842 af Christian Andreas Doppler. Og i 1845 blev den akustiske del bekræftet i Utrecht, Holland; det skete ved hjælp af et tog med en åben vogn, hvori der var placeret et antal trompetblæsere.

 

Christian Andreas Doppler belv født den 29. november 1803 i Salzburg i Østrig, hvor faderen var stenhugger. Det var meningen af sønnen skulle føre firmaet videre, men desværre var helbredet ikke særlig godt. Da han desuden var temmelig svagelig, kunne han ikke føre familietraditionen videre. I stedet blev han sendt til Wien for at studere matematik ved det polytekniske institut. Han sluttede sine studier i 1829 og var derefter i nogle år ansat som assistent for en af professorerne i Wien. Her skrev han i 1831 den første af sine i alt 51 videnskabelig artikler.


 

Perioden 1833-35 var svær for Doppler. Han søgte forgæves adskillige stillinger og måtte ernære sig som bogholder i en bomuldsfabrik. Han overvejede til sidst at emigrere til USA, men i 1835 fik han stilling som underviser ved universitetet i Prag; her blev han ansat som professor i 1837.

 

Efter tolv år i Prag vendte Christian Doppler tilbage til Wien, hvor han fik stilling som professor ved Polyteknisk Institut. Nogle år efter nåede han højdepunktet af sin karriere, da han efter et dekret af selveste kejser Franz Josef I blev udnævnt til professor i eksperimentel fysik ved universitetet i Wien.

 

Under opholdet i Prag havde Doppler måttet undervise i meget små og trange lokaler med mange tilhørere. Måske var det her han pådrog sig en lungetuberkulose. Den bevirkede, at hans helbred gradvist blev svagere. I november 1852 måtte han tage orlov og rejse til Venedig i håbet om, at det mildere klima ville give ham kræfterne tilbage. Desværre skete dette ikke! Den 17. marts 1853 døde Christian Andreas Doppler i sin hustrus arme - kun 49 år gammel.