Personen bag navnet: Gaston Cotte

 

Personen bag navnet

Gaston Cotte

Af Torsten Sørensen

 

Ved Cottes operation forstår man resektion af n. presacralis (n. hypogastricus) på forsiden af 5. lændehvirvel og promontoriet med henblik på at fjerne svære menstruationssmerter.

Operationen blev første gang beskrevet i 1899 i Frankrig af Mathieu Jaboulay (1860-1913) og samme år af en italiensk læge. Men det var franskmanden Gaston Cotte, som satte operationen i system, og som i 1925 kunne publicere et materiale på 300 patienter med en usædvanlig høj succesrate. Derfor kaldes operationen nu for Cottes operation. Den blev hurtigt internationalt udbredt og har også været anvendt i Danmark.

Cotte skrev i sin artikel, at indgrebet kunne anvendes, når alle andre behandlinger af menstruationssmerter havde vist sig at være virkningsløse. Mortaliteten blandt patienterne i hans materiale var én procent, hvilket han fandt, var meget lavt og acceptabelt. Men i dag, hvor der findes langt mere effektive behandlingsmåder af dysmenorrhoea, anvendes den forholdsvis komplicerede Cottes operation ikke længere og må anses for at være obsolet.

Gaston Cotte blev født den 14. november 1879 i Lyon i Frankrig, hvor faderen handlede med silke og i øvrigt var skatteopkræver. Men unge Gaston ville hellere studere medicin. Han blev indskrevet ved det videnskabelige fakultet i Lyon i 1897.

Militærtjenesten blev aftjent ved de franske alpinske tropper i perioden 1900-1901, og i 1903 begyndte han sin turnustjeneste, hvor han specialiserede sig i kirurgisk behandling af lidelser i galdevejene. Men senere interesserede han sig for gynækologi.

Han giftede sig 1906, og samme år blev han Chef de Clinique dans le service d'Antonin Poncet. Denne stilling beholdt han til 1913; siden uddannede han sig ved l'Hospital du Grand Palais i Paris og ved l'Armée d'Orient i Saloniki, inden han vendte tilbage til Lyon i 1919. Her blev han ansat som Chirurgien des Hospitaux.

I 1932 blev han ansat ved den gynækologiske afdeling ved hospitalet i Lyon, og i 1938 blev han professor i gynækologi.

Cotte forblev tro mod sin by - Lyon - gennem hele livet. Her levede han, og her arbejdede han gennem hele sin karriere bortset fra den nævnte periode, hvor han studerede i Paris og Saloniki.

Inden for gynækologien interesserede han sig især for problemerne med gynækologiske smerter, og gennem afprøvning af forskellige procedurer med sympatektomi nåede han frem til et indgreb, som førte til den ønskede effekt. Men det var først med den nyere anatomiske viden om centralnervesystemets funktion, at han var i stand til at pege på en rationel måde, hvorpå man kunne foretage en nervedeling. Og til at vise, at en resektion af det forholdsvis let lokaliserbare nervebundt - n. presacralis - effektivt kunne afbryde den sympatiske innervation af uterus.

Læger fra hele verden besøgte ham i Lyon og studerede hos ham. Og selv var han altid parat til at undervise og demonstrere sin operative teknik. Desuden havde han en drenget charme og en entusiasme, som holdt sig gennem hele livet.

Udover at være overordentlig dygtig inden for sin profession var han en distingveret og elskelig personlighed. Derfor var det velfortjent, at han modtog utallige æres- og hædersbevisninger for sin indsats. Han døde i begyndelsen af 1951.