Cd-rommer i
gynækologi og obstetrik
Der er mange
forventninger til de medicinske Cd-rommer, der i de senere er år er kommet på
markedet.
Forventningsfuldt
sagde jeg ja til at få mulighed for at teste en række gynækologiske obstetriske
Cd-rommer i et projekt kaldet ”Medicinsk Multimedie Center” under Danmarks
Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek (DNLB). Min afdeling - gynækologisk-obstetrisk afdeling, Hvidovre -
var villig til at stille noget tid til rådighed for testningerne.
Mine forventninger
blev dog ikke helt indfriet. På visse punkter er jeg mere imponeret over mine
børns Cd-rommer med Rasmus Klump samt Findus og Peddersen, end hvad markedet
kan byde på af Cd-rommer indenfor vores speciale.
Selve projektet
”Medicinsk Multimedie Center” er et projekt, der arbejder på at gøre
multimedieprodukter og interaktive undervisningsprogrammer mere tilgængelige
for lærere og studerende ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns
Universitet. Planen er, at de udvalgte produkter skal kunne benyttes på de
kliniske afdelinger i Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns Amts
Sygehuse, på Danmarks Natur- og
Lægevidenskabelige Bibliotek (DNLB) og på Panum Instituttet. Ideen var at produkterne skulle testes, og
derefter skulle DNLB indkøbe flerbrugerlicenser, så de blev gjort tilgængelige
over intranettene på de nævnte institutioner. Aktuelt kræver det installering
af en server, så de lokale Edb-afdelinger skal således være villige til at
indgå. Projektet har vist sig at indeholde mange flere tekniske problemer end
forudset.
Desværre viste det
sig, at jo mere ”spilagtige” Cd-rommerne var, jo vanskeligere var det at få dem
til at køre over intranettet. Da de ”spilagtige” Cd-rommer ofte også var de
mest interessante, var det beklageligt at netop de ikke kunne bringes til at
køre over intranettene.
Oprindelig var det
”Medicinsk Multimedie Centers” idé kun at teste Cd-rommer til studenterniveau,
men det blev udvidet, da mange produkter har en bredere spændvidde og også
henvender sig postgraduat. Men der kunne ikke vælges produkter som
overhovedet ikke henvendte sig på studenterniveau. Således er ikke medtaget
meget snævre produkter som f.eks. om laparoskopisk hysterektomi eller
endometriose.
Der er heller ikke indgået Cd-rommer,
der er produceret som reklame, selvom der formentlig blandt disse også kan
findes velegnede produkter.
Ved en gennemgang af
forlagenes udbud (forår 2000) viste sig ca. 15 mulige gynækologisk - obstetriske
Cd-rommer på markedet. DNLB bestilte Cd-rommerne hjem. Der viste sig
ofte at være lange leveringsfrister og en enkelt dukkede trods rykkere aldrig
op . Panum-bogladen ligger inde med nogle Cd-rommer, og derudover kan der
søges på forlag via DNLB’s hjemmeside: www.dnlb.dk/medmc under links
findes en lang række forlag. Prisniveauet er ca. 1200 kr. - 6000 kr. for en Cd-rom
En oversigt over
alle de indkøbte produkter kan ses på vedlagte
skema. Der er i skemaet en kort konklusion, og vurderingerne kan ses mere
uddybet på hjemmesiden www.dnlb.dk/medmc/.
Produkterne blev testet af undertegnede på baggrund af et struktureret spørgeskema
udarbejdet til projektet af DNLB. Få produkter lod jeg også teste af medicinstuderende
og kursister. Den strukturerede testning er ikke m.h.p. det faglige niveau
eller om oplysninger er opdaterede / evidensbaseret men snarere m.h.p. brugervenlighed.
Andre specialer
indgik også i DNLB’s projekt:
ortopædkirurgi, hæmatologi, neurologi, gastroenteroilogi og
dermato/venerologi. Især indenfor ortopædkirurgi var der mange Cd-rommer – ca.
50 i alt, og mange blev beskrevet som anvendelige og at have brudt med
bogformen, og var i stand til at forene anatomi og det funktionelle på en
pædagogisk brugbar måde. Dermatologerne fortalte også at de var begyndt at lade
Cd-rommer indgå i undervisning af studenter og yngre læger, fordi de gav
enestående muligheder for at vise og diskutere differentialdiagnoser ved sjældne hudsygdomme.
Der
blev i alt testet 38 produkter indenfor alle specialer, og der bliver arbejdet
på at få flerbrugerlicenser hjem på 5 produkter. Der er i alt testet 11
gynækologiske produkter. Der arbejdes på at få flerbrugerlicens til Williams:
Obstetricians Library (Appleton &
Lange), da det blev
vurderet, at det var af værdi at forsøge at øge tilgængeligheden til at stort
anerkendt opslagsværk ved at der blev skaffet adgang til det over Intranettet i
H:S og Kbh. amt. Der viser sig dog at
være tekniske vanskeligheder, så i skrivende stund er det uvist om det lykkes.
Generelt kan siges
at mange af Cd-rommerne var for bogagtige og slet ikke udnyttede det
interaktive medie i form af opgaver med links til tekst og billeder. Flere
havde alt for megen tekst og alt for få billeder eller videoklip. Kvaliteten af
især videoklip og ultralydsbilleder levede ikke altid op til forventningerne.
Skal der være værdi i en Cd-rom, skal den bidrage med noget som bogen ikke kan
bidrage med. Det er i andre sammenhænge påpeget at bogen foretrækkes, hvis ikke
Cd-rommen kan levere noget særligt ud over bogen. Populært sagt opfylder
Cd-rommen ikke de tre B’er ”bed,
bathroom and beach” – forstået som at der kan man tage bogen med, men ikke
Cd-rommen. Dvs. Cd-rommen skal kunne noget
ud over bogen for at vinde plads.
Det ideelle Cd-rom
produkt eksisterer ikke. Skal der udpeges nogle, blev følgende fem fundet mest
interessante: Williams: Obstetricians Library, RCOG Dialog, CTG-tutor / sv, Diagnostic Ultrasound of Fetal Anomalies og Mitchell DR:
Comprehensive Gynaecology.
Afdelingslæge
Jette Led Sørensen
Gynækologisk
Obstetrisk afdeling
H:S
Hvidovre Hospital