Personen bag navnet

Caspar Bartholin den Yngre

Af Torsten Sørensen

Glandula vestibularis major er en bønnestor kirtel i genitalia externa hos kvinden. Den ligger bagtil på begge sider af introitus vaginae med udførselsgang på indersiden af labium. Kirtlen kaldes også “Bartholins kirtel”. Ikke sjældent tilstoppes udførselsgangen af sekret. Der kommer væskeophobning, og kirtlen præsenterer sig derved som en cystisk udfyldning. Den kan let inficeres og omdannes til en absces. Men en infektion i Bartholins kirtel kan også være primær og være forårsaget af bl.a. coli-bakterier eller stafylokokker.

Glandula vestibularis major blev fundet hos kvæg i 1676 af Guichard Duverney, der dengang var Frankrigs mest ansete anatom. Han fik besøg af den danske læge Caspar Bartholin den Yngre samme år og demonstrerede glandlen for ham. Året efter var det Caspar Bartholin, der som den første henledte opmærksomheden på glandlernes funktion. Derved blev Bartholins navn så nært forbundet med glandula vestibularis major, at den sjældent kaldes andet end Bartholins kirtel eller glandel.

Caspar Bartholin den Yngre blev født den 10. september 1655 i København. Han var tredje generation af et berømt lægedynasti. Både faderen, Thomas Bartholin, og hans far igen, Caspar Bartholin den Ældre, havde været professorer ved Københavns Universitet og i perioder også rektor.

Kun 16 år gammel blev Bartholin immatrikuleret ved Københavns Universitet i 1671, og tre år efter blev han af Kong Christian V udnævnt til professor i filosofi. Han drog udenlands i perioden 1674 til 1676 og besøgte berømte læger og anatomer i Tyskland, Holland, Frankrig og Italien. Og det var under sit ophold i Frankrig, at han, som nævnt, traf Guichard Duverney og af ham fik demonstreret glandula vestibularis major.

I 1677 var han hjemme igen og udgav sit berømte værk “De ovariis mulierum”, hvor han beskrev glandlernes funktion og fik sit navn uløseligt knyttet til dem. Året efter forsvarede han den medicinske doktorgrad. Og herefter fulgte udnævnelsen til professor i medicin og fysik. Som der står et sted: “Hans Fremtidsbane blev saa glimrende som en Universitetsprofessors videst gaaende Ærgerrighed kunne ønske sig”.

I de følgende år dyrkede han først og fremmest anatomien og synes at have været en både flittig og skattet docent. Han samlede videbegærlige studenter omkring sig, som både hans far og farfar havde gjort. Samtidig beholdt han sin stilling ved det filosofiske fakultet og fungerede i en periode som dekan - vistnok pga. pengemangel. Men det var kun en kortere årrække, at han udførte sine akademiske pligter, for efterhånden førte hans store flid og alsidige evner til andre opgaver.

I 1691 fik Bartholin sæde i Højesteret, og senere fik han stilling som generalprokureur, dvs. leder af den offentlige anklagemyndighed. Dertil kom andre stillinger i den offentlige administration; fra 1701 optog de statslige embedsopgaver al hans tid. Han modtog mange hædersbevisninger og ordensdekorationer, og i 1731 blev slægten adlet.

Desværre var nepotisme en naturlig ting for Caspar Bartholin. Han benyttede sin kolossale indflydelse til at skaffe sin slægt fordele og fik dermed mange uvenner, hvis meninger han til sidst blev tvunget til at tage hensyn til.

Caspar Bartholin den Yngre var gift med Anne Fabricius, men efterlod sig ingen sønner. Så, da han døde den 11. juni 1738, sluttede en periode, hvor der gennem tre generationer havde været en professor Bartholin ved det medicinske fakultet ved Københavns Universitet.