Personen bag navnet: Ludwig Bandl

 

Personen bag navnet

Ludwig Bandl

Af Torsten Sørensen

Ved det den såkaldte Bandls ring - annulus Bandl - forstår man en fure, som undertiden kan føles mellem livmoderens øvre og nedre segment i forbindelse med en langvarig og besværlig fødsel. Furen har navn efter Ludwig Bandl, der var den første, der påviste, at det øvre segment af uterus er den aktive del af livmoderen, der kontraherer sig for at uddrive fosteret under en fødsel. Det nedre segment udvides passivt. I tilfælde af uterusruptur som følge af dystoci er læsionen i uterus næsten altid lokaliseret til det nedre uterin-segment.

Ludwig Bandl blev født den 1. november 1842 i Himberg i det sydlige Østrig og læste medicin i Wien . Han fik sin doktorgrad i 1867; herefter begyndte han at praktisere obstetrik, og i sidste halvdel af 1800-tallet var han en af de mest aktive gynækologer i Wien. Videnskabelig set var han utrolig produktiv.

I 1878 blev han leder af kvindeafdelingen ved Allgemeine Poliklinik i Wien. To år senere blev han udnævnt til ekstraordinær professor i gynækologi ved universitetet i den østrigske hovedstad. Han fik nu titel af ”kaiserlicher und königlicher Professor”.

I 1886 blev han kaldet til ordinær professor i gynækologi og obstetrik i Prag, men måtte forlade denne stilling efter kun få måneders ansættelse.

Hans pludselige fratræden betød, at der både i Tyskland og i USA gik rygter om, at han var død. Rygterne var så vedholdende, at American Journal of Obstetrics bragte en nekrolog i 1887, men få måneder senere måtte tidsskriftet bringe et dementi. Heri skrev man bl.a., at årsagen til rygtet om Bandls død skyldtes, at den berømte professor pludselig var blevet ramt af en depression kort efter ankomsten til Prag og fortsatte: ”We are much gratified to hear that he is in a fair way to recover and resume his labors, and congratulate him on the unusual distinction of being able to read his own obituary”.

I en kort notits i Wiener Medizinnische Wochenschrift kunne man læse, at professor Bandl var blevet ramt af et angstanfald. Han havde allerede i nogen tid været nervøs og deprimeret; nu var han pludselig blevet bange for, at han ikke kunne udfylde stillingen. Og da han skulle holde sin tiltrædelsesforelæsning, forlod kræfterne ham i sidste øjeblik, så han måtte aflyse sine lektioner.

De store psykiske problemer betød, at Ludwig Bandl kort tid efter måtte opgive sin stilling i Prag som professor i gynækologi og obstetrik. Han trak sig tilbage til forældrenes hjem, men senere måtte han indlægges på en psykiatrisk institution i Döbling i nærheden af Wien. Her døde han den 26. august 1892.