Den nationale auditkomité

 

På bagrund af beslutningen ved Sandbjergmødet 2002 er arbejdsgruppen ”Den Nationale Auditkomité” nu sammensat og har holdt det første møde i juni i år, hvor gruppens videre arbejde blev planlagt.

Der er ved sammensætningen af gruppen tilstræbt en bred faglig og geografisk sammensætning:

Obstetrikere:

Lone Hvidman (Skejby)

Jette Led Sørensen (Hvidovre) –kun maternel audit

Margrethe Møller (Aalborg)

Tom Weber (Hvidovre)

Birgit Bødker (Hillerød)

Jordemødre:

Ellen Tobiassen (Holbæk)

Lene Enevoldsen (Randers)

Neonatologer:

Niels Christian Christensen (Sønderborg) –kun perinatal audit

Gorm Greisen (Rigshospitalet) –kun perinatal audit

 

Gruppen har forankring i DSOG, Dansk pædiatrisk selskab og Jordemoderforeningen og vil

i løbet af det kommende år gennemgå en række tilfælde af perinatal og maternel død fra hele landet. Resultaterne forventes at give et overblik over fordelingen af af perinatale dødsfald på forskellige kategorier, samt inden for hvilke områder de suboptimale forhold dominerer. Denne audit skal ikke betragtes som en ”overaudit”, men som en mulighed for at vurdere kvaliteten af den perinatale omsorg i et nationalt perspektiv, hvilket vil kunne danne udgangspunkt for planlægning af tværfaglige videnskabelige projekter, udarbejdelse af retningslinjer, udvikling af modeller til træning i håndtering af sjældne kliniske hændelser, og gerne videreudvikling af det amtslige auditarbejde.

 

Arbejdsgruppen har planlagt følgende:

1.      Gennemgang af alle sager fra 2000, som af de amtslige auditkomitéeer er vurderet som suboptimale.

2.      Audit på alle tilfælde i 2002 af 1)død under fødslen og 2)død inden for første leveuge af børn >37 uger uden svære misdannelser, kromosomsygdom eller metabolisk sygdom.

3.      Løbende audit på maternelle dødsfald i Danmark (start jan. 2002)

 

Med henblik på gennemgang af suboptimale forløb har vi kontaktet alle landets amtslige auditkomitér og bedt dem, inden d. 22/10, at indsende:

1.   Oversigt over gennemgåede forløb i 2000 -gerne anonymt. 

2.      Auditresuméer for alle forløb i 2000 som af de amtslige komitéer blev bedømt som suboptimale

gerne med angivelse af:

·        Type fødested/afdeling (specialafdeling/kirurgisk afd./klinik), om der er neonatalafdeling på sygehuset eller evt afstand til nærmeste neonatalafdeling.

·        Vagtberedskab (obstetrisk og neonatologisk –tilstedeværelse/tilkald, jordemoder/reserve-læge/speciallæge).

 

 

 

Materialet vil blive gennemgået ved et heldagsmøde i den nationale auditkomité d. 8/11 og resultaterne vil tjene som udgangspunkt for den efterfølgende audit i 2002.

Vi har allerede modtaget materiale fra mange auditkomitéer og håber at alle vil bakke op om gennemførelsen. Vi forventer at indsatsen vil kunne danne baggrund for et fortsat tværfagligt samarbejde selskaberne imellem om bedring af den perinatale omsorg.

 

Når resultaterne er opgjorte vil der ske tilbagemelding til alle audit-komitéer og de involverede afdelinger samt de tre videnskabelige selskaber DSOG, DPS og Jordemoderforeningen (som nu også danner et videnskabeligt selskab).

 

Har I spørgsmål eller kommentarer, eller har I ikke mulighed for at bidrage med materiale hører vi gerne fra jer på bib@dadlnet.dk snarest.

 

Birgit Bødker