Personen bag navnet

Antonio Maria Valsalva

Af Torsten Sørensen

Den såkaldte Valsalva's manøvre består i en kraftig udåndingsbevægelse med lukket mund og næse. Manøvren anvendes inden for mange specialer. Patienter med supraventrikulær tachykardi kan udføre manøvren og gennem en øget vagustonus opnå en hæmmende virkning på hjerteaktionen gennem atrioventrikulærknuden.

Patienter med vandladningsbesvær - f.eks. som følge af dissemineret sklerose - kan anvende manøvren til at tømme blæren fuldstændig efter miktionen. Og under udførelse af urodynamiske undersøgelser kan man - ved at lade patienten udføre Valsalva's manøvre med større eller mindre intensitet - opnå et øget abdominalt tryk og dermed også et øget intravesikalt tryk, som evt. overstiger urethralsphinchteren lukketryk og dermed medfører urinlækage. Derved får man et udtryk for sphinchterens funktionsniveau.

Inden for samlivsterapi kan Valsalva's manøvre anvendes som et hjælpemiddel til at undgå ejaculatio præcox.

Mest kendt er nok, at man ved at udføre manøvren kan udligne en trykforskel mellem svælget og mellemøret. Denne trykforskel kan opstå, når trykket i omgivelserne pludselig ændres som f.eks. under start og landing med fly og under opstigning fra en dykning. Ved at udføre manøvren kan man presse lidt luft gennem tuba auditiva til mellemøret, hvorved en evt. trykforskel udlignes.

Antonio Maria Valsalva blev født den 17. juni 1666 i Imola i Italien. Han var det tredje barn af i alt otte. Faderen, Pompeo Pini, var guldsmed, og han tog navnet Valsalva efter en nærliggende lokalitet, der var i familiens besiddelse.

Som ung blev Valsalva undervist af Jesuitterne i humaniora, matematik og naturvidenskab. Senere flyttede han til Bologna, hvor han bl. a. mødte Marcello Malpighi - grundlæggeren af den mikroskopiske anatomi. De to blev meget gode venner og nærede en dyb respekt for hinanden.

I 1687 forsvarede Valsalva den medicinske doktorgrad, og kort efter blev han Inspector of Public Health i Bologna. Og da der nogle år efter udbrød en smitsom sygdom blandt kvæget på egnen, var det Valsalva, som fik til opgave at bekæmpe epidemien.

Valsalva viede sit liv til undervisning og videnskabeligt arbejde samtidig med, at han praktiserede som læge. Han fungerede i Bologna i næsten et kvart århundrede og tilbragte megen tid med at dissekere anatomiske præparater; især beskæftigede han sig med ørets anatomi. Det var således Valsalva, der opdelte øret i det ydre -, mellem - og indre øre. Og han navngav flere anatomiske strukturer.

I 1694 blev Valsalva udnævnt til professor ved Bolognas Universitet, hvor hans integritet var bemærkelsesværdig. Da han således blev valgt til at være opponent ved det første af Giovanni Morgagni's anatomiske arbejder, bad han om mere tid til at sætte sig ind i værket med den begrundelse, at nok holdt han meget af Morgagni, men holdt endnu mere af sandheden.

Valsalva's mest berømte værk er "De aure humana tractatus". I dette værk beskrev han den manøvre, der siden kom til at bære hans navn. Bogen var dediceret til Senatet. Til gengæld støttede Senatet Valsalva og hans videnskabelige arbejde på mange måder.

Antonio Valsalva var en utrolig omhyggelig anatom og patolog og desuden en dygtig læge. Desuden beskrives han som en mand, som var i besiddelse af stor venlighed. Og Morgagni skrev om ham: "There is nobody of those times who goes ahead him, very few are his equals".  

I 1721 fik Valsalva talebesvær - en forløber for den hjerneblødning, han døde af den 2. februar 1723.