Personen bag navnet

Giovanni Battista Morgagni

Af Torsten Sørensen

Ordet hydatid er græsk og betød oprindeligt en vanddråbe eller en vandblære. Ordet er blevet en del af den gynækologiske terminologi og er ikke blot betegnelse for den hydropiske degeneration af placenta – mola hydatidosa – men findes også i navnet på de små væskefyldte vedhæng, som man ofte finder tilfældigt ved infundibulum tubae uterinae i nærheden af fimbriae – Morgagnis hydatider.

Oprindelsen af disse hydatider er ikke helt klarlagt, men de betragtes i dag som rudimenter af de müllerske gange. I årenes løb er de også blevet opfattede som forlængede tubale fimbriae eller peritoneale inklusionscyster.

Sædvanligvis giver tilstedeværelsen af Moragnis hydatider ingen symptomer, men i sjældne tilfælde kan de torkvere og give anledning abdominale smerter. Tilstanden kan normalt let behandles med laparoskopisk detorsion og fjernelse af den afficerede hydatid.

Giovanni Battista Morgagni betragtes af nogle som grundlæggeren af den patologiske anatomi. Han blev født i Forli i Italien den 25. februar 1682. Og allerede som 14-årig skrev han digte og engagerede sig i offentlige filosofiske diskussioner. Men selv om han fortsat interesserede sig for arkæologi og klassisk litteratur, begyndte han at læse medicin ved universitetet i Bologna; på det tidspunkt var han kun 16 år gammel.

Han blev læge i 1701 efter at have haft Antonio Maria Valsalva som lærer, og hurtigt efter sin eksamen blev han knyttet til sin læremester. Morgagni var meget flittig; han udgav sin første publikation i 1706; det blev siden til flere. Her til kom en omfattende korrespondance med kolleger rundt om i Europa.

I 1711 fik Morgagni stilling som professor i teoretisk medicin ved universitetet i Padua, og i 1715 blev udnævnt til den første professor i anatomi samme sted. Og her i Padua blev han resten af sit liv, selv om det ikke skortede på tilbud om ansættelser ved andre universiteter.

Som underviser havde Morgagni den klare holdning, at studenterne skulle have et grundlæggende kendskab til matematik, kemi, botanik og zoologi efterfulgt af anatomi. Efter hans opfattelse var anatomien et indiskutabelt grundlag for klinikken.

Morgagni mente, at en læge nødvendigvis måtte have en forståelse for naturen og var derfor hele tiden optaget af forskning. Intet kunne accepteres som et faktum, hvis det ikke var bevist eksperimentelt. Og han lærte sine studenter, at de ikke skulle tro på alt, hvad deres lærer sagde. Heller ikke på, hvad der stod i bøgerne!

I sin karriere beskrev Morgagni adskillige anatomiske strukturer, hvor af nogle bærer hans navn. Således kaldes hernia diaphragmatica vera også for Morgagnis hernie. Men derudover beskrev han syfilitiske tumorer i hjernen, tuberkulose i nyrerne og gjorde opmærksom på, at paralyse i den ene side af kroppen var forårsaget af en læsion i den modsatte hjernehalvdel.

Morgagnis hovedværk udkom i 1761 - de sedibus et causis morborum per anatomen indagatis - og det betragtes i dag som grundlaget for den patologiske anatomi. Værket var en gennemgang af de anatomiske fund ved flere end 600 autopsier, som han selv havde udført, og er udformet som 70 breve til anonyme kolleger. Det blev hurtigt oversat til fransk, engelsk og tysk, og gjorde Morgagni berømt.

Hans berømmelse spredte sig hurtigt over hele Europa, og blandt kollegerne blev han omtalt som his anatomic majesty og prince of all european anatomists . Og det blev sagt, at mange patienter udtrykte ønsket om, at få deres legeme obduceret af Morgagni, når de var døde.

Selv i høj alder fortsatte Morgagni sin anatomiundervisning, og mange af tidens berømte anatomer blev undervist af ham. Han døde den 5. december 1771 af en rumperet ventrikel.