Personen bag navnet
André
Levret
Af
Torsten Sørensen
Den
forløsningsmetode, som André Levret lægger navn til sammen med Francois Mauriceau, er et
håndgreb til fremhjælpning af hovedet ved fødsel af
et foster i underkroppræsentation. Den ene hånd indføres langs fosterets bugflade, og en finger indføres i munden for at indstille
hovedet, så ansigtet vender bagud. Den anden hånd fatter gaffelformet om
nakken, og mens fosterkroppen hviler på den indførte arm, trækker man frem på
skuldrene, ind til fosterets nakkehårgrænse kommer frem under symfysen. Herefter trækkes først godt ned, derefter
langsomt mere og mere op, så ansigtet ruller frem over perineum,
og hovedet er født.
Men Levrets navn er også knyttet til fødetangen. Han
var den første, der fik fremstillet en tang, hvor brancherne var buede svarende
til bækkenets krumning. Tangen blev præsenteret for Videnskabernes Akademi i
Paris den 7. januar 1747; ideen til branchernes udformning havde Levret fået
efter omhyggelige studier af bækkenets form. Og året efter præsentationen
anvendte han tangen første gang.
André Levret blev født i Paris i 1703. Man kender ikke meget til hans barndom
og opvækst. Kun, at han som ung kom i forbindelse med en rig velynder, som
senere gjorde det økonomisk muligt for ham at dyrke sin store interesse,
obstetrikken. Men Levret var også en mesterlig kirurg og blev valgt til medlem
af Royal Academy of Surgery i Paris. Han ry spredtes hurtigt, og snart fik han
elever fra hele Europa.
Også socialt nåede han de højeste kredse, hvilket på ingen måde mindskede hans
selvværd. Samtidig havde han humor. Da han i 1754 således var med til fødslen
af kronprins Ludvig - den senere Ludvig XVI - sagde dronningen efter sigende:
De må være glad, Monsieur Levret, over at have været med til kronprinsens fødsel.
Det vil skabe Dem et ry!. Hertil svarede Levret: Hvis
jeg ikke allerede havde et ry, ville jeg ikke være her!
Levret elskede at operere. Af den grund foretog han mange operationer, hvor
indikationen var tvivlsom. Men han troede på kejsersnittet, og hans
indikationer for at udføre det, vil også i dag være acceptable. Som Levret så
det, var fremtiden for obstetrikken en perfektionering af de obstetriske
operationer.
Blandt André Levrets mange andre fortjenester er
opfindelsen af et instrument til udrømning af en mola.
Han mente, at der skete en vis opblødning af bækkenets led under graviditeten.
Og han var en af de første, der pegede på, at en bækkenforsnævring kunne
skyldes rachitis.
Da han udgav en lærebog i 1753 – L’art des Accouchements - medførte den, at han blev kaldt
grundlæggeren af rational operativ obstetrik. Hans bemærkninger om ektopiske graviditeter og forandringer i livmoderen under
graviditeten betød store fremskridt. Det samme gjaldt hans behandling af uterine polypper.
Levret var den første, der viste, at retention af placenta efter en fødsel i
højere grad skyldtes ve-uregelmæssigheder end malformationer af uterus. Og hans arbejde om bækkenets
hældning betragtes som fundamental for forståelsen af bækkenets funktion.
André Levret var en af de mest indflydelsesrige franske fødselslæger i det 18. århundrede.
Han døde i Paris i 1780.