Personen bag navnet

Augusta Dejerine-Klumpke

Af Torsten Sørensen

Ved fødsel af et foster i underkroppræsentation eller ved fødsel af et stort barn, hvor der er overdreven lateralfleksion af halsen eller forkerte manipulationer, f.eks. kraftigt træk nedad på skulder eller arm, kan der komme læsioner af plexus brachialis. De hyppigste læsioner findes i den øverste del af plexet. De medfører lammelser af muskler i armen, så den hænger slapt ned med strakt albue, men med bevaret griberefleks. Denne tilstand kaldes for Duchenne-Erbs paralyse.

En læsion af den nederste del af plexus brachialis er mere sjælden. Den skyldes læsion af n. cervicalis VIII og n. thoracalis I og viser sig klinisk ved ” drop hand” og tab af griberefleksen. Lammelsen minder om en kombineret affektion af n. ulnaris og n. medianus med parese af forarmens og håndens muskler. Denne tilstand kaldes også for Klumpkes paralyse eller - parese efter Augusta Klumpke, som beskrev tilstanden som 26-årig i 1885.

De fleste tilfælde af både Duchenne-Erbs paralyse og Klumpkes parese forsvinder spontant i løbet af nogle få måneder, når armen lejres i ” hurra-stilling” for at få ødemet omkring plexuslæsionen til at forsvinde.

Augusta Klumpke blev født den 15. oktober 1859 i San Francisco i USA, hvor faderen var en prominent forretningsmand; han var katolik, hvorimod moderen var protestant. Og det førte til uenigheder om børnenes opdragelse i en sådan grad, at ægteskabet blev opløst.

I 1871 flyttede moderen med sine seks børn til Tyskland; to år senere flyttede de til Genève i Schweiz. Her voksede Augusta Klumpke op. Hun deltog i nogle kurser i kemi og naturvidenskab i Lausanne, som desværre ikke havde nogen lægeskole. Og da Augusta ville læse medicin, flyttede familien til Paris.

Det var imidlertid ikke let for Augusta Klumpke at blive indskrevet ved universitetet. Dekanen var meget imod. Han henviste til hendes unge alder. Men hun insisterede, og dekanen gav sig.

Hun gennemførte sit studium uden problemer, men de opstod til gengæld, da hun ville ansættes på et hospital. Faktisk måtte der ministeriel indblanding til, før det lykkedes hende som den første kvinde i Frankrig at blive ” interne des hospitaux” .

I 1889 forsvarede hun sin doktorafhandling på 295 sider om polyneuritis. Året inden havde hun giftet sig med Jules Dejerine, som var en af hendes tidligere klinikchefer. Og det blev begyndelsen til et enestående samarbejde inden for den neurologiske forskning.

Augusta Klumpkes deltagelse i mandens afhandlinger var ganske vist ofte anonym, men til gengæld af stor betydning. Hun var god til at tegne og havde bl.a. selv illustreret sin original artikel fra 1885 om den læsion af den nederste del af plexus brachialis, der har navn efter hende. Desuden var hun eminent til at fremstille mikroskopiske præparater fra centralnervesystemet. Og både under eget navn og sammen med kolleger udgav hun et stort antal artikler om neurologiske emner.

Da Første Verdenskrig udbrød, fulgte hun med en Røde-Kors-gruppe til Belgien, men blev snart kaldt til Paris, hvor hun i de følgende år var pioner inden for behandling og rehabilitering af patienter med nerveskader.

Augusta Klumpke var medlem af en lang række videnskabelige selskaber og modtog naturligt nok mange æresbevisninger for sin indsats inden for den neurologiske forskning. Hun døde den 5. november 1927.