
Personen bag navnet
Camille Louis Antoine Champetier de Ribes
Af Torsten Sørensen
Siden begyndelsen af det 19. århundrede har balloner af forskellige størrelser og former forsøgt anvendt i obstetrikken. Formålet har enten været at fremskynde fødslen eller at standse en livstruende blødning.
Champetier de Ribes anvendte sin ballon første gang den 25. august 1887. Formålet var at sætte en fødsel i gang med en hurtig og sikker metode. Han havde konstrueret ballonen af silke og dækket den med gummi. Den var konisk af form, uelastisk og blev placeret inden for orificium og fyldt med væske. Hans teori var, at uterus ville prøve at udstøde dette fremmedlegeme og derfor presse ballonen ud. På den måde ville orificium uteri udvides.
Champetier de Ribes havde endvidere den teori, at ballonen - udover den rent mekaniske virkning - også ville stimulere the expulsive powers of the uterine fundus and abdominal musculature.
I tilfælde af kraftig blødning fra en placenta prævia ville Champetier de Ribes være tilbøjelig til at sprænge hinder og placere ballonen intraamnielt. Han var overbevist om, at ballonen ville virke som en udmærket tamponade og samtidig fremskynde fødslen.
I 1888 publicerede Camille Louis Antoine Champetier de Ribes en materiale på atten patienter, som var blevet behandlet med ballonen. Og i de følgende halve århundrede blev Champetier de Ribes = s ballon et meget populært redskab til de formål, som han havde beskrevet - således også på Kolding sygehus. Men i dag er ballonen naturligvis obsolet.
Camille Champetier de Ribes blev født i Draveil i Frankrig den 3. juli 1848. Han studerede medicin i Paris og blev siden ansat hos en af datidens berømteste fødselslæger, Étienne Stéphane Tarnier. Og tilskyndet af ham publicerede Champetier de Ribes i 1879 sit værk: Le passage de la tête foetale dernière à travers les bassins retrecis , som skal ses i lyset af, at på det tidspunkt var det første og fremmest mekanismen ved fødslen og selve forløsningen, man interesserede sig for.
Selv om Champetier de Ribes også beskrev en manøvre til fødsel af fosterets hoved ved underkroppræsentationer, blev han først og fremmest kendt på grund af sin ballon. Han blev leder af fødeafdelingen i Tenon i 1889.
I 1897 blev han også chef for obstetrikken på Hôtel-Dieu i Paris; her blev han, ind til han i 1911 trak sig tilbage til Bearn i Argagnon, hvor familiens landejendom lå. Han døde den 1. april 1935 i en alder af 86 år. |